Den snørklede vej til et brudt princip

KLUMME

Hvad skal man med en ny frisure, når man ikke kan gå ud at spise?

Det meget relevante spørgsmål blev stillet på redaktionen, da det stod klart, at både eksperter og politikere bakkede op om en større genåbning på Bornholm end i resten af landet. Frisører blev en del af genåbningen, men det gjorde spisesteder ikke. Det var godt nyt for nogle, og dårligt nyt for andre – og ikke kun for frisører og restaurantører. Når man ikke er virolog eller ekspert på anden måde, har man nok en tendens til at anskue valgene og fravalgene med egne øjne. Hvis man synes, at håret er blevet lidt uregerligt, lyder et besøg hos frisøren som sød musik. Har man derimod så lidt hår, at en klipning kan klares hjemme på badeværelset med en trimmer, så er det ikke voldsomt relevant. Sætter man derimod pris på at spise på en af Bornholms mange restauranter, og man ikke har gjort det siden slutningen af november, så er tanken om fortsat ikke at have den mulighed nedslående. Det gør mig trist. Kort og godt.

Heldigvis tilbyder en del lokale restauranter mad ud af huset eller takeaway, som det hedder i 2021, så medspiseren og jeg besluttede at bestille og hente mad fra den restaurant, vi besøgte i november sammen med en fælles ven. At jeg i julegave havde fået et gavekort til selvsamme restaurant gjorde kun beslutningen lettere, så vi kørte tværs over øen og hentede en papkasse med kroket af kylling, ceviche af kulmule, terrine af okse, braiseret svinebryst og panna cotta samt en brugsanvisning til eventuel sluttilberedning og servering. To af retterne skulle kortvarigt i en forvarmet ovn ved 170 grader, så det var til at overskue. Til det havde vi sammensat en vinmenu med en cocktail til snacken, hvidvin til for- og mellemretterne, rødvin til hovedretten og portvin til desserten.

Et par timer senere var hver en krumme spist, og mætte og tilfredse nød vi de sidste dråber af portvinen sammen med de sidste af julens vaniljekranse. Vaniljekranse dyppet i portvin er en ny yndlingsefterdessert. Der var heller ikke mere tilbage af cocktailen, chartreuse sour, men både hvid- og rødvinsflasken var stadig halvfulde, hvilket var en oplagt mulighed til at aftale et gensyn nogle dage senere, hvor resten af vinene kunne drikkes til ny mad. At finde noget, der passer til hvidvin, er ikke den sværeste opgave i verden, og valget faldt på dampet laks serveret med grønne asparges og tomatkompot. Lidt sværere var det at finde en ret, der passede til det, der var tilbage af rødvinen, en Côtes du Rhône. Der var ikke andet for end at søge hjælp på nogle af internettets utallige madhjemmesider, og på et par af dem åbenbarede retten chou farci sig, farseret savoykål. Fremgangsmåden virkede en anelse kompliceret til en hverdagsret efter fyraften, men der findes en nemmere udgave fra det klassiske danske køkken, så farsen fra den franske opskrift blev pakket ind i kålblade i stedet for at finde vej ned mellem bladene på et stadig næsten intakt kålhoved. Internettet viste sig at have ret. Kåldolmer passer fint til en Côtes du Rhône.

En fin vin til både braiseret svinebryst og kåldolmer. Foto: Henrik Nielsen

Også denne dag blev måltidet rundet af med portvin og vaniljekranse, vel at mærke nybagte vaniljekranse, for det giver ingen mening kun at spise verdens bedste småkage til jul, er medspiseren og jeg enige om. På det tidspunkt ringede min far for at høre, om han måtte kigge forbi dagen efter, hvor han alligevel skulle til ørelæge. Da det er begrænset, hvor meget vi har set til hinanden under den anden nedlukning siden nytår, var det oplagt at spørge, om han ville spise med, inden han tog med en bus hjem igen. Det ville han gerne. Egentlig har jeg det princip, at jeg aldrig spiser det samme to dage i træk, men som daværende statsminister Jens Otto Krag sagde, da han efter folketingsvalget i 1966 stiftede regering på den tidligere kommunistleder Aksel Larsen nye parti SF's mandater, så har man et standpunkt, til man tager et nyt. Så for et enkelt måltids skyld pakkede jeg mit princip væk og lavede for anden dag til træk kåldolmer med stegte kartofler. Det havde min far ikke fået, siden min mor døde, hvilket vil sige i mindst 18 år. I barndomshjemmet var det ikke en ret, vi fik ofte, men det skete da. Min mor lavede den godt nok med hvidkål i stedet for savoykål, men det var næppe derfor, jeg ikke var den store fan, da jeg var barn. Faktisk er jeg ret sikker på, at det ikke havde noget med selve retten at gøre, men nærmere det, vi ikke fik at spise, når vi fik kåldolmere. Hvis man har en rørt fars og et kålhoved, så er der to oplagte valg, mente jeg dengang. Enten kan man pakke farsen ind i kålen og koge det, eller man kan stege farsen som frikadeller og lave en kålstuvning. Som barn var jeg ikke i tvivl om, hvad jeg helst ville have, og sådan har jeg det nok stadigvæk, men kåldolmer er ikke til at putte i næsen, som en af min fars afdøde venner sagde, når han fik serveret noget, han godt kunne lide.

Om det snart bliver muligt at gå på restaurant igen og få noget mad, der ikke er til at putte i næsen, er ikke til at sige. Hvis nogen ved det, er det regeringen og dens sundhedsfaglige eksperter, og jeg er ikke en gang sikker på, at de ved det. Her på øen drømmer restauratører om, at de kan komme med i næste etape af den udvidede, regionale genåbning, hvis altså det lokale smittetryk holder sig i ro. Nogle snakker om muligheden for udeservering, andre om ekstra god plads mellem gæsterne, men ingen ved det. Kigger man nærmere i den såkaldt faglige referencegruppes vurdering vedrørende genåbning fra januar, kan man læse, at restauranter og cafeer ifølge eksperterne vil have en middel virkning på smitteudbredelse. "Der er tale om arenaer med en potentiel høj risiko for smittespredning. Det skyldes, at aktiviteten foregår indendørs og omfatter kontakter mellem fremmede", står der i vurderingen. For nylig spurgte TV2/Nyhederne 19 eksperter, hvornår de forventer, at cafeer og restauranter får åbningstider og gæsteantal som før corona uden krav om afstand og mundbind. De mest optimistiske siger, at det sker i juni i år, flest peger på juli eller august, og den mest forsigtige vurderer, at det først sker efter 2022. Ifølge eksperterne afhænger det af vacciner, varianter og virusspredning. Vi må bare vente og se. Personligt tager jeg gerne et mundbind på og sidder med lidt større afstand til nabobordet, hvis det gør chancen for at komme ud at spise større – med eller uden en ny frisure.

HENRIK NIELSEN

er journalist på Bornholms Tidende. Han elsker at både lave og smage nye retter, og nogle gange er nye retter gamle retter, han ikke har lavet eller smagt før.