Man forlader cykelvejen med Højlyngsstien, følger den markerede rute gennem dele af det naturplejede område og fortsætter gennem regulær blandingsskov. Først passeres den lille rokkesten på 7 tons. Det er mange år siden den ophørte med at rokke, men engang har en stenhugger lavet nogle tegn på stenen. Derefter ses til højre for den afmærkede sti den største af områdets vandreblokke på måske 30 tons. Stenen kaldes for Fabeldyret og kan med lidt fantasi ligne en strandet hval. Allerede i 1940érne mistede den sin evne til at kunne rokke.
Bornholms Regionskommune forsøger at overholde de gamle fredningsbestemmelser og plejer området med fældning af selvsåede træer og udsætning af kreaturer, så der kan bevares et åbent landskab med klipper og lyng. Det er en svær opgave, for mange steder skyder unge birketræer og popler frem. Stien fører ud gennem ledet i hegnet og fortsætter som en mindre skovsti til områdets mærkeligste og største vandreblok, kaldt Stenrøret.
Stenrøret
”Stenrøret” er en meget stor vandreblok, som i modsætning til andre er omgivet af store mængder små runde sten. Stenen er et oldtidsminde, måske fra jernalderen, men af uvis oprindelse. Måske var det en gravplads eller et sted, hvor man ofrede til guderne. Der findes ikke tilsvarende i resten af landet, men i Sydsverige og på Øland og Gotland kaldes denne type for ”Bredarør”. Der er en højtidelig stemning. Nogle ældre bænke fortæller, at der engang har været flere besøgende end i dag, hvor stedet er udenfor øens turiststrømme.