Når tiden var op over, så havde familien Thorsen en aftale med en jordemor i den nærliggende by Brigham City. Her var der en butik, hvor du kunne købe alt fra petroleum til dagligvarer, og det var også her, at der var en telefon, hvor man kunne ringe til jordemoderen. Når hun så fik et opkald, så gjorde hun klar til den kommende fødsel. Hvis det var om natten, så måtte butiksejeren vækkes og derefter ringe til jordemoderen. I 1902 havde Hans Peter udvidet sin gård og fårebedrifterne og havde været i stand til at købe en god lille hoppe med en vogn. Dette gjorde det lettere at tage ture til byen eller at besøge folk omkring Bear River City. Og hoppen var meget hurtigere, end arbejdshestene, der trak landbrugsmaskinerne.
Det gik godt for familien Thorsen, men sådan skulle det ikke blive ved. Hans Thorsen havde aldrig været syg en dag i sit liv. Han mente dybest set, at sygdomme var noget pjat. I foråret 1905 arbejdede han i et område, hvor han blev bidt af en inficeret flåt. Resultatet var den frygtede ”Rocky Mountains fever” som gav et plettet udslæt over det meste af kroppen og som typisk kom fra kvæg og får.
Det var først, da hans søn Albert brækkede sin arm, og en læge blev tilkaldt til hjemmet, at Hans Peter blev undersøgt, og lægen insisterede på, at han skulle gå i seng. I flere uger lå Hans Peter syg med høj feber, og der var frygt for, at han ikke skulle overleve sygdommen.
Hans Peter kom sig over sygdommen, men hans hjerte var beskadiget, sagde lægerne. Og ham som altid havde elsket at arbejde måtte derefter fungere mere som en supervisor, som instruerede andre i at udføre de tunge opgaver