Galla bliver ikke for alle elever i år

Galla bliver ikke for alle elever i år
Gallafesten på de gymnasielle uddannelser er traditionelt set for alle årgangene, men i år bliver begrænset til kun at være for afgangseleverne. Det fortæller gymnasierektor Lisbeth Hvid Christensen. Arkivfoto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 28. APR 2021 • 06:49
| ABONNENT
28. APR 2021 • 06:49

UDDANNELSE

Campus Bornholm har netop meddelt eleverne på de gymnasielle uddannelser, at gallafesten også i år kommer til at se anderledes ud på grund af corona.

Sidste år måtte eleverne nøjes med at få en virtuel fejring, i år bliver der trods alt mulighed for en fysisk fest. Men det bliver kun for afgangseleverne, og det bliver i tre opdelinger.

Det fortæller Lisbeth Hvid Christensen, der er gymnasierektor og vicedirektør på Campus Bornholm.

– Loftet på forsamlingsantallet indendøre er på 100 personer til den tid, så derfor bliver det kun for afgangseleverne. Vi håber på, at vi kan holde det for alle afgangselever den samme dag. Det er 250 elever. Vi har mulighed for at lave tre opdelte fester her på campus, så de kan feste den samme dag, men i tre opdelte grupper, siger hun.

Vi skylder dem en fest

På Campus Bornholm er traditionen, at alle årgangene på de gymnasielle uddannelser er med til gallafesten.

Sådan bliver det ikke i år, og det ærgrer gymnasierektoren, men hun ser frem til at kunne give eleverne i 3.g og 2. hf en fejring efter mere end et år med meget færre sociale arrangementer på grund af corona.

– Afgangseleverne mistede jo også deres gallafest sidste år, så vi synes, vi skylder dem en særlig runde med fest og fejring i år. Vi havde selvfølgelig håbet, at alle elever kunne være med, som de plejer, men sådan bliver det ikke. Vi gør det så godt, vi kan, under de regler og rammer, der er lige nu, og så håber vi, vi kan holde en fest for 1. og 2.g'erne lidt senere på sommeren. Men det tør vi ikke love, at vi kan endnu, siger hun.

Beslutningen om kun at holde galla for afgangseleverne har ifølge Lisbeth Hvid Christensen mødt forståelse hos eleverne.

– Jeg havde møde med elevrådet for en måned siden, hvor jeg varslede, at det kunne være, at galla kun blev for afgangseleverne. Det tog de meget pænt. Jeg tror, de godt kunne se, at det er vigtigt for afgangseleverne, at de får en fejring, inden de stopper, siger hun.

Måske lancier for alle

Ifølge Lisbeth Hvid Christensen er der stadig en mulighed for, at eleverne kan mødes til den traditionelle lancierdans.

– Udendørs må vi jo være flere samlede, så der mødes vi nok til lancier, men det er vi først lige gået i gang med at finde ud af og planlægge. Vi afventer yderligere udmøntning af retningslinjerne, før vi kan melde endeligt ud omkring det, siger hun.

Gallafesten plejer at blive afholdt i maj, men er i år rykket til juni.

Nærmere bestemt fredag den 11. juni, men med forbehold for, at corona kan komme til at spænde ben igen, fortæller Lisbeth Hvid Christensen.