Det blev beskrevet med ordet 'usædvanligt' af en militæranalytiker fra Forsvarsakademiet. En senioranalytiker med ekspertise i sikkerheds-, forsvars- og geopolitik udledte, at der netop var tale om noget 'helt uskyldigt'.
Men forsvarsminister, Troels Lund Poulsen (V), har ikke mulighed for at gøre offentligheden meget klogere på en episode fra den 15. september, hvor et patruljefartøj fra det danske forsvar i fem timer fulgte en russisk sejlbåd sydvest for Bornholm tæt. En episode, der udspillede sig mens en amerikansk militærøvelse på Bornholm blev annonceret og gik i gang.
Tidende har sendt fem spørgsmål til forsvarsministeren. Blandt andet om ministeren har kendskab til episoden, og hvad ministeren siger til, at den fandt sted samtidig med, at den amerikanske militærøvelse gik i gang.
– Det er desværre ikke alt, ministeren har mulighed for at svare på i den her verden. Det handler ikke om lyst eller vilje, men der er bare nogle ting, han ikke kan svare på, siger Forsvarsministeriets pressechef, Morten Kaus, til Tidende.