Der er forskel på, hvordan udviklingen har været på tværs af skolerne. "Åvangsskolen, Søndermarksskolen og Hans Rømer Skolen, som klarede sig dårligst i forhold til den samlede tilfredshed i 2018, er alle gået frem på forældrenes samlede grad af tilfredshed," konkluderes det i analysen, mens forældre på Paradisbakkeskolen, Kongeskærskolen og ikke mindst Svartingedal Skole i Hasle er samlet set mindre tilfredse med skolen i 2020, end det var tilfældet i 2018.
Bemærkelsesværdigt
I undersøgelsen betegnes det som "bemærkelsesværdigt", at Svartingedal Skole går markant tilbage i den samlede forældretilfredshed. "Andelen af enten "tilfredse" eller "meget tilfredse" forældre er faldet med hele 35,3 procentpoint," noteres det. Det skal dog nævnes, at tilfredsheden i 2018-undersøgelsen var langt større med skolen i Hasle end de øvrige andre skoler.
Ser man bort fra den forrige undersøgelse, udmærker Søndermarksskolen sig ved at have den største andel forældre, der enten er meget utilfredse eller utilfredse (30 procent). Utilfredsheden er mindst på Kongeskærskolen i Allinge, hvor kun 17 procent af forældrene erklærer sig utilfredse eller meget utilfredse.
Man finder omvendt flest "meget tilfredse" forældre på Paradisbakkeskolen i Nexø og Svartingedal Skole (begge steder 31,6 procent).