Fem partier dropper valgplakaterne - resten vil fortsat hænge dem op: 'Det er ligesom at pynte op til jul'

Fem partier dropper valgplakaterne - resten vil fortsat hænge dem op: 'Det er ligesom at pynte op til jul'
Der bliver denne gang mindre kamp om de gode pladser til at hænge valgplakater op. Dog vil flertallet af partierne fortsat hænge dem op. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
VALG | BORNHOLM | Torsdag 21. oktober 2021 • 19:50
Jesper Gynther
Journalist
VALG | BORNHOLM | Torsdag 21. oktober 2021 • 19:50

Valgplakaterne gør mere gavn end skade, mener flere partier, der ikke vil følge tiltaget om at droppe valgplakaterne op til dette års kommunal- og regionalvalg.


På lørdag fra klokken 12.00 kan partier sætte valgplakater op til brug ved kommunal- og regionalvalget 2021.

Fem partier på Bornholm har meddelt, at de dropper at hænge valgplakater op denne gang, og det er Dansk Folkeparti, Bornholmerlisten, Konservative, SF og Lavere skatter og afgifter. 

Tidende.dk har spurgt resten af partierne, om de vil sætte plakater op, og alle svarer ja. Selv partier, som er kendt for at gå meget op i klima og miljø, har tænkt sig at hænge plakater op, viser rundspørgen.

– Du kan tro, at vi har haft det til diskussion, for det er klart, at der er også et miljø- og klimahensyn at tage. Men vi mener, at der er andre ting, der udleder meget mere end valgplakater, som eksempelvis landbruget, siger Veganerpartiets spidskandidat Lærke Lina Skovbjerg, der fortæller, at partiet har valgt at beholde valgplakaterne, fordi målinger viser, at hvis man har plakater op, så er man mere synlig og har større chance for at få stemmer.

Partiet har dog valgt at bruge genanvendeligt materiale til valgplakaterne, som i øvrigt er fremstillet ved hjælp af vindenergi.

– Så alt i alt kan vi godt stå inde for det. Men jeg synes, det er en sympatisk beslutning, at nogle af partierne har valgt at droppe valgplakaterne, og vi ville også overveje det, hvis ingen andre havde hængt op, siger spidskandidaten.

Synd at smide plakater ud

Alternativets spidskandidat Caroline Meyer White har samme holdning.

– Vi tænker, vi er et sted, hvor vi som parti skal have synlighed, og det er super vigtigt for os at komme ind i kommunalbestyrelsen og påvirke flere beslutninger, end hvad 200 valgplakater påvirker klima og miljø, siger hun og oplyser, at partiet genbruger gamle plakater.

Enhedslisten vil også sætte valgplakater op, fordi det ifølge sekretær og kontaktperson Ia Klindt har vist sig at have en positiv effekt på stemmerne, hvis man gør det. Partiet genbruger dog plakaterne.

Hos de Radikale på Bornholm genbruger man også plakaterne, og faktisk har man besluttet ikke at ville bestille nogen nye plakater, fortæller formand Joao A.B.R. Møller.

– Jeg er glad for, at flere partier har valgt ikke at hænge plakater op, for det er ikke pænt med plakater, men vi ville ikke smide vores plakater ud, for det ville være synd, så vi bruger dem, siger han.

En dråbe i havet

Hos Nye Borgerlige vil man også hænge valgplakater op på lørdag, og det vil man gøre for at blive mere synlige, fortæller spidskandidat Gitte Frigoni.

– Vi er så nye, så ikke så mange kender os, så for os er det vigtigt, siger hun og fortæller, at nogle af plakaterne er genbrug fra tidligere valg.

Hos Kristendemokraterne er man bange for, at partiet vil miste stemmer, hvis man ikke hænger plakaterne op.

– Men det havde da været nemmere, hvis man ikke behøvede sætte valgplakater og, og det er forhåbentlig da også det arbejde, man har gjort de seneste fire år, som tæller mere end en valgplakat. Hvis der bliver taget en fælles beslutning mellem alle partier om at droppe dem, så er det også okay med os, fortæller Martin Pihl Sode, der er formand for Storkreds Bornholm.

Hvis man som parti gerne vil være klima- og miljøvenlig, så er der også andre ting, man kan gøre, som vil batte mere, mener han.

– Valgplakaterne er jo bare en dråbe i havet i forhold til meget andet, siger han.

Valgplakater er som julepynt

Der er også flere partier, som mener, at det er decideret hyggeligt med valgplakater.

– Det er en god måde at minde folk om, at der er valg, ligesom det også også er et festligt indslag i valgkampen, fortæller Socialdemokratiets formand, Anette Stæhr, som slår fast, at så længe alle partier ikke er enige om, at man skal lade være med at have valgplakater, så vil Socialdemokratiet fortsætte med at have det.

Hos Venstre Bornholm peger formand Niels Plum på, at det er videnskabeligt bevist, at valgplakater øger folks opmærksomhed på valgkampen, og blandt andet derfor har partiet valgt at fortsætte med at hænge dem op i lygtepæle.

– Når der er valg, kommer der valgplakater op i mange forskellige farver og portrætter, og det hører til. Det er lidt ligesom at pynte op, ligesom man gør til jul med guirlander og røde hjerter, der kommer op.

– Og valgplakaterne hænger der jo kun i tre uger, mens juledekorationerne hænger der i flere måneder, siger V-formanden, der oplyser, at partiet i stedet har valgt at droppe at få trykt en husstandsomdelt brochure.

– Så på den måde sparer vi miljøet for en helt del forurening, og så kompenserer vi på den måde, siger han.

FÅ ABONNEMENT