Voldsomt angreb på kommunens hjemmeside

KRIMI | 22. JUL • 09:18
KRIMI | 22. JUL • 09:18

Opdatering: Kommunens hjemmeside er klokken 10.10 oppe at køre igen

Bornholms Regionskommune blev tirsdag morgen tvunget til at lukke sin hjemmeside grundet 'massive hackerangreb'.

Det oplyser it- og sikkerhedschef i BRK, Claus Munk. 

Han fortæller, at kommunens infrastruktur-team allerede opdagede angrebet i sidste uge, men hvor den type angreb normalt plejer at aftage, når de ikke kommer igennem sikkerhedssystemet, er det denne gang intensiveret i styrke i stedet. 

– Det er faktisk blevet mere og mere, og i løbet af natten her er det blevet så voldsomt, at vi nu er nødt til at lukke alle vores hjemmesider, sagde Claus Munk tirsdag morgen. 

Heldigvis har Microsoft for nylig lavet en opgradering til systemerne, der betød, at man kunne 'nøjes' med at lukke alt ned i op til fire timer, fortæller it- og sikkerhedschefen. 

– Uden den opdatering havde vi slet ikke haft en tidshorisont på, hvornår vi kunne være oppe at køre igen. 

Claus Munk tilføjer, at det ikke er systemer med borgerdata, der er ramt. 

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT