Hurtigfærgen Express 1 er blevet bygget om indvendigt, så den i højere grad ligner storesøsteren Express 5.
Det betyder blandt andet, at der nu er en større pendlerlounge, en større shop, og så er der også kommet en buffetrestaurant. Netop indførslen af buffetområdet, hvor kun betalende buffetgæster må sidde, har dog samtidig betydet, at antallet af pladser med borde på resten af færgen er blevet reduceret.
Aske Stigemo bor på Bornholm med sin kone og tre børn. Han mener, at der med ombygningen bør rejses en debat om, hvilket serviceniveau man som bornholmer kan forvente på en færgerute, der modtager godt 375 millioner kroner om året i statsstøtte. Efter ombygningen er det nemlig blevet ekstremt svært at få en plads ved et bord, hvis man er en familie med små børn, fortæller han.
– Som børnefamilie kommer man typisk også sidst op, fordi børnene skal ud af bilen og så videre, og det vil sige, at de meget få pladser, hvor der er borde, er optaget. De eneste, der er tilbage, er nogle, du kan købe. Før var der også rift om pladserne, men der kunne man finde ud af det og sidde sammen med nogle andre, fordi kapaciteten trods alt var til det, siger Aske Stigemo og fortsætter: