Bornholmske udgaver af TV2-serien om danefæ

I et underholdende festskrift udnævnes Bornholms Museums mangeårige chefarkæolog Finn Ole Sonne Nielsen til et fyrtårn i dansk arkæologi, som i årtier har raget op med sit lys, draget og tiltrukket arkæologer, og som med sit store engagement, faglige overblik og vindende væsen har oplyst og bistået de tilrejsende kolleger fra Danmark og udlandet.

Engang hed det spøgefuldt, at man aldrig behøvede at blive skræmt ved synet af en socialdemokrat med en kniv i hånden. Man kunne nemlig altid være sikker på, at han havde en gaffel i den anden.

Værre stillede det sig imidlertid, hvis det drejede sig om såkaldte åndsarbejdere på akademiske arbejdspladser. Her kunne man aldrig vide sig sikker for, om konkurrerende kollegaer skjulte knive i ærmerne.

Og TV2-serien "Danefæ", der i øjeblikket løber over skærmen, giver pæn ammunition til sidstnævnte påstand. For her går diverse aktører - primært arkæologer - i den grad til stålet med baghold, benspænd og skjulte dagsordener.

Kun med lup

Men hvis de aktuelle tv-intriger giver usund appetit på lignende ufine tricks i øens overdådige arkæologiske liv, så leder man totalt forgæves i den nyudkomne "70 år med Bornholm – 50 år med Bornholms arkæologi, tilegnet Finn Ole Sonne Nielsen"

Da den angiveligt betegnes som "festskrift og vennebog" for øens navnkundige, nu afgåede chefarkæolog igennem 25 år, er det vel ikke overraskende, at der skal graves dybt i teksterne og ligefrem soldes grundigt, for at gøre intrigante fund.

Men kun med lup kan man på et foto af en avisartikel finde et enkeltstående dystert "tv-agtigt" eksempel. Nemlig om den navnkundige arkæolog Erik Westerby, hvis opdagelser blev "stjålet" af det arkæologiske establishment i København.

Historien omskrevet

Til gengæld er han posthumt hædret ved at lægge navn til en af dansk arkæologis største hæderspriser – Westerbyprisen – hvor det aktuelle festskrifts genstand i øvrigt er blandt modtagerne.

Hans efterfølger Jens Berthold har i samarbejde med Rene Laursen redigeret et miks af breve, erindringer og artikler fra arkæologer og frivillige – og af Finn Ole Nielsens arkæologiske årsberetninger fra 2006 til 2022 med bidrag af museets medarbejdere.

Bogens bidragydere benytter udelukkende positive superlativer i deres beskrivelser af hovedrolleindehaveren i flere årtiers utallige opsigtsvækkende fund, som har betydet at historien på flere punkter har måttet omskrives hen ad vejen.

Den store klinge

Ikke mindst fremhæves hans rolle i det enestående samarbejde med de bornholmske amatørarkæologer, som i en årrække har stået for intet mindre end godt en tredjedel af samtlige nye danefæ-indleveringer til Nationalmuseet.

Helt oppe på den store klinge er Tine Trolle fra Nationalmuseet, som for tiden er leder af projektet ”Bornholm – øen i midten”, hvor 15 forskere fra fem lande skal belyse samfund, kontakter og alliancesystemer i Østersøregionen i ældre jernalder.

Hun udnævner "Bornholmeren" til et fyrtårn i dansk arkæologi, som i årtier har raget op med sit lys draget og tiltrukket arkæologer, og som med sit store engagement, faglige overblik og vindende væsen har oplyst og bistået de tilrejsende kolleger fra Danmark og udlandet.

Fællesskabende netværker

Han fremhæves som en gudsbenådet netværker med tætte samarbejdspartnere i nær og fjern. Fra de lokale lodsejere og amatørarkæologer over de danske universiteter, Moesgaard, Nationalmuseet, Skaanelandene med Øland og Gotland til Warszawa, Kiel, Slesvig og Wien.

Claudio Casati og Lasse Sørensen er blandt de mange unge studenter og yngre kandidater fra ind- og udland, der har nydt godt af Finn Ole Nielsens kyndige vejledning, nysgerrighed, kritiske sans og store engagement.

De pointerer, at det fællesskabende samarbejde er kodeordet i et åbent og internationalt forskningsmiljø, som har afstedkommet adskillige specialer, afhandlinger, artikler og monografier, hvor Bornholm og Østersøsområdet spiller en central rolle.

Nye strategier

De fremhæver også Finn Ole Nielsens implementering af en hel ny udgravningsstrategi på Maglemosekulturen Aalyst ved Muleby, der har afsløret den hidtil største lokalitet af denne kultur i Europa.

Ligesom Nationalmuseets Poul Otto Nielsen fortæller om, hvordan Finn Ole Nielsen i Limensgade fandt stolpehuller efter huse fra bondestenalderen, der fuldstændig ændrede forestillingerne om husbyggeri på den tid.

Det var teknologisk avanceret byggeri i den sene bondestenalder, som det imidlertid kneb med at få anerkendt på højere sted. Først efter beskrivelser af tilsvarende svenske observationer måtte sagkundskaben bøje sig.

'Den store hakke'

I den mere muntre afdeling noterer man en beretning fra 1977, hvor Finn Ole Nielsen var studentermedarbejder på et projekt i det antikke Karthago i Tunesien, der var truet af landets ekspanderende hovedstad.

Takket været sin statur og stamina satte den granvoksne bornholmske student sig hurtigt i respekt hos de 18-25 tunesiske arbejdere, som de lokale myndigheder havde tvangskostet ud på udgravningen.

Da de på grund af ramadanen ikke udviste den store iver, så foregik Finn Ole Nielsen dem med et forbilledligt eksempel på arbejdsmoral, hvilket skaffede ham tilnavnet "Den store hakke", som også kom ham til gode på et tidspunkt, hvor han skulle dæmpe nogle iltre kamphaner blandt arbejderne.

Kapløb med gummiged

En svag afglans af TV-dramatikken i "Danefæ" aner man, når Finn Ole Nielsens forgænger i den bornholmske chefstol Margrethe Watt fortæller om besværet med at holde styr på det unge brushoveds ildhu, når bevillingen ikke rakte til mere:

"I den ene ende af udgravningsfeltet en vildt skovlende Finn Ole Nielsen skarpt forfulgt af en gummiged i færd med at dække feltet til. Det var nok ikke en af vore stjernestunder, men jeg er glad for, at vi i dag kan more os over episoder som denne."

Øens "hvide" pletter

Samtidig med at uendelig meget er opdaget i løbet af Finn Ole Nielsens hidtidige arbejdsliv: Huse, bebyggelser, helleristninger, kultanlæg, guldgubber og brakteater, så er han også manden, der ved, hvor på øen, der aldrig er rodet i jorden.

Og som et kuriosum anføres, at hans unikke kendskab til øens såkaldte "hvide pletter" bidrager til at sikre, at den moderne naturvidenskabs mikroskopiske spor, der kan findes i laboratoriet, ikke blot er kommet ud med staldmøget i forrige århundrede.