Fadermordet

KLUMME

Jeg kan ikke nå ham.

Han er hele tiden 50-70 meter foran mig, kigger sig jævnligt over skulderen for at se, om jeg hænger på. Hver gang, jeg i et øjebliks uopmærksomhed fra hans side lykkes med at formindske afstanden bare ti meter, når han at se sig igen over skulderen i god tid, konstaterer, at nu kommer jeg endelig, så kan han godt sætte farten op.

Så er han væk igen, øger forspringet, som om det ikke krævede nogen videre indsats.

Kan vi løbe rigtigt nu? Godt, lad os.

Selv omme i nakken kan jeg se det selvtilfredse smørede smil, der fylder hans ansigt fra øre til øre lige nu. Selvfølgelig gør det det. Han har sat mig af nu, han har vundet, før vi overhovedet er kommet i gang. Det har taget ham et år: Fra nu af er det kun et spørgsmål om, hvor hurtigt han øger afstanden til mig, hvor langt bagefter jeg kommer til at halse, før han efterlader mig hostende, harkende, hivende efter vejret på en skovsti. Jeg vil stå foroverbøjet, det vil sortne let for mine øjne, jeg vil mærke blodet bruse i mine ører og astmaen hvine i mine luftveje.

Jeg vil dø lidt der, men det vil være i orden, fordi han løber videre.

Jeg havde bare ikke troet, at den dag skulle komme allerede nu, lige her, i dag.

Som man vel aldrig gør det.

Sport i dølgsmål

Det er et år siden, min ældste søn begyndte at løbe som 11-årig. Samme alder, jeg selv begyndte at løbe i. Samme grunde, også: Astmaen, som skal holdes stangen med motion; en uvilje ved konkurrencesport, fordi ingen af os vinder sådan noget. Løb som en sportsgren, man kan dyrke hvor som helst og når som helst, bare man har et par hysterisk grimme løbesko og uklædelige shorts med i bagagen og en times tid tilovers. I det forgangne år har vi løbet i skånske og smålandske skove, langs stillehavskysten i Lima og i den samme odenseanske skov, hvor jeg selv begyndte at løbe, dengang skoven var krat.

Det passer faktisk: Det var et krat, det blev en skov, nu er det meste fældet igen, løberne tramper rådvilde rundt ad stier, der pludselig er blændet af for at bygge et topmoderne supersygehus, der vil være forældet på åbningsdagen.

 

Fra nu af er det kun et spørgsmål om,
hvor hurtigt han øger afstanden til mig,
hvor langt bagefter jeg kommer til at halse,
før han efterlader mig hostende,
harkende, hivende efter vejret på en skovsti

 

Jeg begyndte at løbe sammen med en ven dengang, indtil jeg ikke længere kunne følge med ham efter nogle måneder. Så løb jeg alene, helst i mørket, fandt det uværdigt, i hvert fald uforeneligt med den, jeg mente, jeg burde være. Som var alt for cool til at løbe, men ikke kunne lade være. Jeg havde en rastløshed i benene, som skulle forløses på en eller anden måde, og jeg var for ung til bare at drikke den væk.

Jeg løb ad stierne omkring universitetet. Ikke hurtigt, ikke vanvittig langt, ikke i konkurrence med nogen, alene med mig selv og de tanker, der hurtigt samlede sig om den rytme i åndedrættet, jeg har beholdt lige siden, når jeg løber. Jeg havde den rytme med mig, da jeg kom til København og løb ude på Amager Fælled, dengang Amager Fælled var et sted, hvor man kunne løbe; jeg havde den med mig til Madrid, hvor jeg løb gennem parker, op ad stejle trapper til storslåede udsigter, som jeg så med svedende sviende i øjnene; jeg havde den med mig til Bornholm, da jeg kom hertil. Den rytme og de uundgåelige første løbeskader.

Den smukke unødvendighed

Nu er vi på byfjeldet ovenover Bergen, og det er alligevel blevet en konkurrencesport, bare mellem far og søn. Jeg kunne ikke lade være med at pace ham frem, da han begyndte at løbe sammen med os. Prøvede hele tiden at få ham til at yde lidt mere, give ham den succesoplevelse at kunne mere, end han troede, han kunne.

Jeg er meget betænksom, jo. Jeg kunne have smadret løb fuldstændig for ham dér, ja.

Det smukke ved løb er det komplet unødvendige i det. Det er overhovedet ikke nogen optimal træningsform, den er hård ved ledene, og det er ikke, fordi den toner ens krop perfekt. Der findes væsentligt mere effektive måder at slanke sig eller opbygge muskelmasse, hvis det er det, man vil. Det eneste, man har at vise for alt sit løberi, er en tøjvask og en lang række udtrådte sko med afskallede neonstriber på sporet bag én.

Som altid leder tilbage til udgangspunktet. Lige vidt er man, bare mere ildelugtende, men med tankerne organiseret i fine, ordentlige rækker målt af efter vejrtrækningsrytmen.

Vi skal bare lige op gennem baghaven til det hus, vi har lånt lige uden for Bergen, så er vi på det stinet, der leder os gennem skoven og over fjeldet ind mod Bergen. Bare lige op ad fem trin. Så hen og op ad nogle flere trin. Og nogle flere. Inden vi lægger ud med 300-400 meters brat stigning.

Det er dem, der tager livet af mig. Det er de første par hundrede meters stigning, der betyder, at jeg kommer elendigt fra start og bare halser bagefter min søn, der ikke har lært at økonomisere med sine kræfter endnu og heller ikke har grund til at gøre det endnu.

Ikke så længe det bare er mig, han løber med.

Ikke længere.

Verden underlagt os

Først da stien flader ud efter de første par kilometer, indhenter jeg ham. Det er lige tids nok til, at vi kan begynde opstigningen til udsigtspunktet ved Sandvikshytten, men her er stien så kringlet og med så mange forhindringer, gren, vandløb, glatte klippestykker og rullesten, at man næsten ikke kan løbe længere, men må klatre en del af vejen, så denne gang kan han ikke stikke af fra mig.

Eller jeg kan råbe til ham, at han skal passe på, hvis han alligevel forsøger på det, bruge terrænet som undskyldning for at holde ham tilbage.

Efter ti minutters stigning når vi toppen. Vi står på et klippefremspring med bugten og alle næssene under os, Nordsøen gråsort enorm nogle kilometer længere ude, Bergen ubeslutsomt mellemstor fra bryggen op ad bjergsiderne tættere på os. Regnskyerne, de evindelige bergensiske regnskyer i byen med gennemsnitsligt 231 regnvejrsdage om året, brydes af en høj, sprødt gylden aftensol. Dråber fanger genskinnet, inden de slipper bladene og rammer klippen med et krystallinsk plop.

Vi taler med andægtige, dæmpede stemmer, vi er svedige og begejstrede. Vi har gjort noget. Så hører vi andre stemmer bag os: En midaldrende kvinde og hendes ældre mor, der er gået med lange skridt over fjeldet hertil fra Kvitebjørnen, småsludrende, som var dette intet, bare den aftentur, det sikkert også er. Vi har besejret elementerne, overvundet vores egne smertetærskler, kæmpet os frem på rå viljestyrke og dumstædighed; de har luftet hunden.

Agterudløbet

Hele vejen tilbage mod huset leder jeg an. Det er ned ad bakke, jeg har en fordel i mine trods alt lige den smule længere ben end hans.

Eller også lader han mig bare gøre det. Ikke af nåde, det tror jeg ikke, en 12-årig ejer, når det gælder hans far, men fordi han kan se, at han vil have sværere ved at holde forspringet her. Så er det ikke indsatsen værd alligevel. Han har under alle omstændigheder bevist sin pointe: Han kan løbe mig agterud.

Det kommer han til at gøre flere og flere gange i de kommende år, indtil jeg helt må opgive at løbe med ham, fordi jeg bare vil komme til at holde ham tilbage. Og jeg vil ikke holde ham tilbage. Jeg er klar til at lade ham løbe for sig selv. Fuldstændig. Klar til at give slip. Aldeles. Klar til at lægge mig til at dø i vejkanten.

Hvis det bare kan være med det her lys og et fjoget grin i nakken som det sidste, jeg ser, er tanken næsten til at bære. Og hvis jeg slipper for at skulle kæmpe mig op ad én til bakke med bevidstheden om, at jeg allerede har tabt.

 

 

Jon Albjerg Ravnholt er redaktør og journalist på Bornholms Tidendes magasiner, tillæg og temasider. Han har tre gange trænet op til at løbe en marathon og er blevet ramt af overbelastningsskader alle gange. Indtil videre er han kun blevet opereret for en enkelt løbeskade. Han gennemførte Almindingeløbet på en yderst gennemsnitslig tid sidste år og har glemt den igen, så han ikke behøver bekymre sig om at forbedre den.