Energiø kalder på arbejdskraft: 200-400 årsværk kan blive lokale

Energiø kalder på arbejdskraft: 200-400 årsværk kan blive lokale
Vindmølleparker og energiø skaber behov for arbejdskraft i det kommende år, vider ny analyse. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 1. JUN 2021 • 13:35
Henrik Nielsen
Journalist

1. JUN 2021 • 13:35

ERHVERV

Energiø og vindmølleparker giver nogle helt særlige muligheder for nye job på Bornholm i de kommende år. Det viser en ny analyse fra rådgivningsvirksomheden Cowi for Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Bornholm, der afdækker arbejdskraftbehovet i forbindelse med etableringen af Energiø Bornholm.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Det Regionale Arbejdsmarkedsråd har sammen med regionskommunen og partnerne i projektet Klar til energiø Bornholm valgt at sætte fokus på behovet for arbejdskraft, opkvalificering af arbejdsstyrken samt hjælp til lokale virksomheder, så de er klar til at gribe mulighederne, så projekterne får størst mulig effekt og værdi for Bornholm.

Anlægsarbejdet i forbindelse med energiøen påbegyndes efter planen i 2028. Energiøen skal bestå af en havvindmøllepark og et anlæg på land til transmission af el til Sjælland og til nabolande i Østersøen.

Permanente job til drift

Den totale direkte arbejdskraftefterspørgsel ventes ifølge analysen at være cirka 14.500 årsværk. Analysen viser, at leverandørerne i høj grad selv forventes at medbringe egen arbejdskraft til opstilling af møllerne. Men der vil komme efterspørgsel efter arbejdskraft hos underleverandører af varer og tjenester.

Samlet forventes en indirekte arbejdskraftefterspørgsel på over 11.000 årsværk hos underleverandørerne. Der vil især blive efterspørgsel efter faglærte med en kontor- eller detailhandelsuddannelse, faglærte smede, mekanikere, industriteknikere og CNC-teknikere samt elektrikere.

Omkring 200-400 årsværk i hele perioden kan ifølge analysen blive lokal arbejdskraft fra Bornholm. Disse job forventes primært at vedrøre overnatning og catering, handel og transport samt mindre reparationsopgaver. Analysen peger desuden på, at der på længere sigt bliver efterspørgsel efter for eksempel elektrikere, mekanikere, smede og skibsførere til permanente job i forbindelse med energiøens drift.

Opkvalificere ledige

Det Regionale Arbejdsmarkedsråd for Bornholm er ikke i tvivl om, at Energiø Bornholm vil skabe vækst på øen. Derfor er det ifølge rådet højaktuelt at øge tilgangen til de erhvervsfaglige uddannelser på Bornholm og at få tiltrukket og fastholdt kvalificeret arbejdskraft, ikke mindst i lyset af de faldende ungdomsårgange.

Den dagsorden er formanden for det regionale arbejdsmarkedsråd på Bornholm, Jens Christian Olsen, meget optaget af.

– Bornholms største udfordring er mangel på faglært arbejdskraft. Vi arbejder på at motivere de unge til at tage en erhvervsuddannelse og på at rekruttere og opkvalificere ledige og beskæftigede, så vi kan bemande de opgaver, vi har på øen. At medvirke til at sikre den fornødne kvalificerede arbejdskraft i forbindelse med arbejdet omkring Energiø Bornholm er en af vores primære fokusområder i Det Regionale Arbejdsmarkedsråd på Bornholm i de kommende år, siger han i pressemeddelelsen.

FÅ ABONNEMENT