Er socialdemokraterne klar til ansvaret?

Er socialdemokraterne klar til ansvaret?
Frederik Tolstrup skærer sit partis politik ud i pap og stiller til sidst et spørgsmål. Pressefoto
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 4. september 2025 • 19:00
Af:
Frederik Tolstrup
spidskandidat for Venstre til kommunalvalget
KOMMENTAR | DEBAT | Torsdag 4. september 2025 • 19:00

Frederik Tolstrup svarer igen på et indlæg fra Socialdemokratiets spidskandidat Anne Thomas.

Anne Thomas kritiserer Venstre i Tidende. Hun skriver: ”Når Venstre sætter kvalitet op, som en modsætning til nærhed, så bliver det et falsk valg.”

Øhh ja… Men det er ikke det, vi har sagt. I dette indlæg vil jeg skære vores politik ud i pap og til sidst stille et spørgsmål.

Afgørende valg

Vi står over for nogle afgørende valg på Bornholm. Øens kommune er presset af stramme budgetter og mangel på personale. Desuden er vi nu inde i en trend, hvor der kommer færre børn.

Det betyder, at vi skal tage stilling til, hvordan vi bedst bruger de ressourcer, vi har. De sidste fire år har kommunen været støbt i beton. Det eneste, man har kunnet enes om, er at lave kassetræk og sparke problemerne ud i fremtiden.

Mange kommunale tilbud er blevet ringere, men intet er lukket. Den går nok ikke længere.

Mest mulig velfærd

For os er svaret klart: Vi skal have mest mulig velfærd ud af vores anstrengelser.

Vi skal bruge ressourcer på at skabe ordentlig velfærd, i stedet for at give kunstigt åndedræt til nogle tilbud, der er blevet for små.

I Venstre holder vi også meget af det nære, og vi er ærgerlige over, at det nogle steder går den forkerte vej. Vi skal kæmpe med alt, vi har, for at trenden vender. Men vi bliver også nødt til at se virkeligheden i øjnene.

Kommunen er i gang og har indstillet til, at to børnehuse på Bornholm kan lukkes. Hvad er Anne Thomas holdning til det? Stemmer S imod?

Hvis ikke socialdemokraterne evner at træffe de ubehagelige beslutninger, er partiet så klar til at tage det overordnede ansvar for øens styring og økonomi? Jeg begynder at tvivle…

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT