En bid af verden

KLUMME

At dømme efter seertallene er der mange, der har fulgt de danske håndboldherrer under det just overståede verdensmesterskab i Egypten. Om man interesserer sig for den danskopfundne sport eller ej, har det været næsten umuligt ikke at høre om Hansen, Møllgaard, Gidsel og alle de andres kamp mod modstanderne, corona og maveonder i de seneste uger. Det ved jeg af personlig erfaring. Min interesse for håndbold er lige så lille som sandsynligheden for, at jeg ville kunne score et mål på Niklas Landin. Anderledes forholder det sig med flere af mine kolleger her på avisen. Faktisk blev jeg kun opmærksom på dramaet i kvartfinalen mod Egypten, fordi jeg modtog en sms med ordlyden: "Jeg prøver at bilde mig ind, at det kun er håndbold", der var en reference til noget, jeg havde sagt tidligere på dagen. Mandag faldt snakken naturligt nok på finalesejren over Sverige, indtil en bemærkede, at han faktisk havde boet på det hotel i Cairo, hvor landsholdet havde boet under VM-slutrunden. Det førte samtalen hen på rejseoplevelser og dertilhørende hotelophold, og jeg kom i den forbindelse til at tænke på det eneste luksuriøse overnatningssted under min rundrejse i Indien, som det i år er 25 år siden, jeg tog på. Det var i byen Pushkar, hvor jeg og min ledsager skulle holde jul efter tre måneder i Indien. Der bevilgede vi os selv et ophold på Hotel Pushkar Palace, hvor der fra værelserne var panoramaudsigt over byens centrale sø, der er hellig for hinduerne.

Jeg kan ikke huske så meget om, hvordan værelset var indrettet, andet end at der var en himmelseng, men efter måneder med overnatninger i mere eller mindre basale gæstehuse, havde vi svært ved at vænne os til at overnatte i en suite, så efter et par nætter flyttede vi til et af hotellets små, billigere værelser helt ud til søen. Til gengæld husker jeg så klart, som var det i går, den overdådigt udsmykkede restaurant, der kun serverede vegetarisk mad. Det var ikke umiddelbart så bemærkelsesværdigt, for sådan forholdt det sig med mange af de restauranter, vi besøgte i de fire måneder, vi var i landet. Det bemærkelsesværdige var, at alle restauranter i Pushkar kun serverede vegetarisk mad. På grund af byens hellige status var kød bandlyst. Ikke en gang et æg kunne man få serveret. Til gengæld havde hotelbuffeten en overdådigt udvalgt af velsmagende retter med linser, ærter, bønner og grønsager. Sådan var det i hele det folkerige land, hvor kød i maden var en sjældenhed, men hvor smagsløgene alligevel næsten kom på overarbejde, lige meget hvor vi spiste. Ligesom Mikkel Hansen under VM i håndbold fandt jeg dog ud af, at det ikke er al mad under varmere himmelstrøg, kroppen er lige glad for. Pudsigt nok indfandt maveondet sig efter et af de få måltider med kød i, og i nogle dage oplevede jeg ikke andet end at ligge i sengen og sidde på toilettet, indtil en læge i Hosapete gav mig verdenshistoriens måske mest effektive stoppille.

Alligevel har jeg siden dengang været fuld af både begejstring og benovelse over, hvor meget det indiske køkken kan få ud af lidt. Jeg er indforstået med, at det også er et spørgsmål om økonomi, at bælgfrugter strækker maden og er billigere end kød. De er også mindre klimabelastende, men det tænkte vi ikke så meget over dengang. Derfor var det også helt ideelt at have stiftet bekendtskab med netop det indiske køkken, da jeg kort efter hjemkomsten fra ungdommens dannelsesrejse flyttede fra barndomshjemmet og min mors madgryder. Pludselig skulle jeg selv stå for husholdningen på en SU, og så var linser, ærter og bønner gode at kende. Samtidig var de meget nemmere og billigere at få fat på i København og senere Århus, end de var på Bornholm og ikke mindst i Gudhjem i 1990'erne. Det samme gjaldt de krydderier, som får bælgfrugterne til at smage så utrolig godt. Dermed var det muligt at invitere venner og medstuderende på middag uden at risikere overtræk på dankortet. Det har jeg benyttet mig af flere gange, og altid med et velsmagende resultat, hvis jeg kan tro på det, gæsterne har sagt efterfølgende.

Den dag i dag er det indiske køkken, det jeg først og fremmest søger imod, når jeg har inviteret middagsgæster. Blandt favoritterne er gobi dhal, chana masala og chili dhal. Det første er en ret med blomkål og grønne linser, det andet er en ret med kikærter, og det tredje er en ret med røde linser og chili. Ingen af dem tager særlig lang tid at lave, og i alle tre tilfælde minder både duft og smag mig om det, som jeg stadig betragter som mit livs eventyr. At invitere er ikke noget, der sker så ofte i disse tider, men i skrivende stund står en gryde med både kikærter og røde linser smagsat med blandt andet spidskommen, koriander og cayennepeber og simrer på komfuret, fordi medspiseren kommer på besøg, i øvrigt for første gang i år. Ingen af ingredienserne er blevet købt ind til lejligheden, da de alle er basisvare i mit kø kken. På hylden over komfuret står der altid nogle dåser med kikærter. Dåsevarianten har den store fordel, at den er klar til at tage i brug med det samme, hvorimod den tørrede udgave skal stå i blød i 10-12 timer. I en skuffe ved siden af komfuret har jeg grønne linser, røde linser, hvide bønner og tørrede kikærter. Der er også noget bulgur, quinoa og couscous, i fald jeg får lyst til mellemøstlig eller nordafrikansk mad. I krydderikassen finder jeg koriander, spidskommen, cayennepeber, chili, ingefær, gurkemeje, kanel, kardemomme, nellike, bukkehorn og sennepsfrø. Jeg har også blandingskrydderiet garam masala og endda en god, færdigblandet madras karry, hvis det skal gå lidt hurtigt. Ligesom i tørvareskuffen er der i krydderikassen også ting og sager, der kan bruges til mad fra Mellemøsten og Nordafrika. Jeg har ikke været nogen af stederne, men sætter pris på maden derfra.

I sin nyeste koge- og rejsebog, "Bornholm og en bid af verden", skriver kok Sune Rasborg: "Der er bestemt ikke noget i vejen med at lade sig inspirere af madkulturen i andre lande, når man har sat sig for enten at mindes en oplevelse, man havde engang, eller skabe en ny madoplevelse for sig selv og sine gæster". Pudsigt nok er Indien og dets køkken en af de madkulturer, han kommer ind på i bogen, men det er en anden snak. I denne forbindelse er det mere relevant, at han opfordrer læserne til at tænke tilbage på deres egne måltidsminder, kigge efter opskrifter på internettet og så tilpasse dem, så de passer til deres køkken og ganer. En opfordring jeg 100 procent kan bakke op om. Jeg bruger også de nærmest utallige hjemmesider om alle madlavningens krinkelkroge som inspirationskilde, især når jeg ikke kan finde det helt rigtige i en af mine kogebøger, hvoraf en håndfuld er dedikeret til det indiske køkken.

HENRIK NIELSEN

er journalist på Bornholms Tidende. I 1996-97 rejste han rundt i Asien i et halvt år, deriblandt fire måneder i Indien, og siden har det indiske køkken ligget hans hjerte nært.