Ellinor og det gode liv

Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke har sat sig for at finde ud af, hvad der er blevet af hans gamle klassekammerater, som han gik i skole med i Rutsker fra 1957 til 1964. Dette er sjette og sidste historie i artikelserien.

Hylke. Det er navnet på det sogn, hvor Ellinor bor på gården Friisesminde sammen med sin mand Jørgen. Hun og jeg startede begge i 1. klasse i Rutsker i 1957, og vores veje skiltes efter 2. real i Hasle Skole. Derefter har jeg ikke set eller hørt noget til – eller om – Ellinor. Det skal der nu rådes bod på. I Hylke. For at spare læseren vejen hen til atlasset kan jeg fortælle, at Hylke ligger så tæt på den østjyske by Skanderborg, at de deler postnummer med hinanden.

Jørgen modtager mig i porten og følger mig ind i stuehuset. Her står Ellinor og byder velkommen i det store køkken-alrum. Snakken går utvungent allerede fra første øjeblik. Der er en tryg stemning imellem os, selv om det er 58 år siden, vi sidst snakkede sammen. Ellinor serverer kaffe og hjemmebagt. Senere støder Jørgen til.

Hvad kan du huske fra vores første skoleår? Husker du første skoledag?

– Jeg husker ingenting. Nej. Men jeg tror, at jeg var glad for at gå i skole, fordi det var godt at komme hjemmefra, fortæller Ellinor.

Det forhold, at skolen fungerede som en slags fristed kræver en forklaring. Ellinors mor døde blot fem dage efter, at hun havde født hende. Og selv om hendes far ret hurtigt derefter giftede sig igen, var det i mange år svært for Ellinor at finde sig til rette med, at hendes ”rigtige” mor ikke var der. Der var mange tanker og en slags savn, som mærkedes stærkest, når Ellinor var hjemme på ejendommen Dalshøj. I skolen var der så meget andet at tænke på.

Vi snakker mere om skolen, og efterhånden dukker der alligevel nogle minder op. Pigernes og drengenes adskilte lege i frikvartererne. Morgensangene og fadervor i aulaen i den nye centralskole. De forskellige lærere og deres måde at agere på osv.

Staldtjeneste som adgang til realskolen

Vidste du så, hvad du ville efter 7. klasse?

– Jeg ville gerne i realskolen. Og det måtte jeg kun få lov til, hvis jeg passede køerne hver eneste aften. Og jeg malkede dem, og jeg fodrede dem. Hver aften, for at kunne få lov at gå i realen. 17 køer! Det var en aftale, jeg måtte indgå med mine forældre.

Ellinor vidste dog ikke helt, hvad hun ville med en realeksamen. Hun kom i huset i et år bagefter, og senere på Skals Håndarbejdsskole i fem måneder. Men moren syntes, at Ellinor skulle uddanne sig til sygeplejerske, selv om Ellinor selv hellere ville være ergoterapeut, men det var det ikke nemt at uddanne sig til på Bornholm. Og hun skulle helst blive på øen, syntes forældrene. Efter uddannelsen på sygehuset i Rønne fortsatte hun som sygeplejerske samme sted godt et år.

– Efter at jeg havde fået min uddannelse flygtede jeg simpelthen fra Bornholm, altså. Da jeg var 25. Det var frygteligt at være derovre, syntes jeg. Der var dødt fra oktober til maj. Der var HELT dødt. Så jeg flygtede.

Turen gik til Sjælland og til en ansættelse på Hillerød Sygehus i september 1975.

Så skete der noget af stor betydning for Ellinors livsforløb. Kærligheden bød sig til.

En af Ellinors veninder havde fået en kæreste, Jørgen, som var en ung gårdejer på Stevns, og veninden skulle nu introduceres for Jørgens mor. Veninden havde ikke bil, så Ellinor kørte for hende og var med på gården i den weekend. En uge efter besøget skrev veninden i et brev til Jørgen, at hun alligevel ikke syntes, at forholdet skulle fortsætte, men at Ellinor måske godt kunne være interesseret i ham. Jørgen, som under besøget havde fået et godt indtryk af Ellinor, skrev så til hende og foreslog mere end et almindeligt venskab. Ti dage senere modtog Jørgen en grøn konvolut fra Ellinor. Alliancen var godkendt! Og brylluppet stod i Ruts Kirke i 1978.

Så fulgte et par år på gården på Stevns. Der kom to børn inden for et år (og senere endnu et). Men Jørgen ville være mere sammen med sine børn og ikke kun arbejde i bedriften og i staldene. Så de solgte snart gården. Og i de følgende år betød Jørgens skiftende engagementer og jobs, at de måtte flytte ganske mange gange. I forbindelse med hans uddannelse på Nordisk Landboskole boede de først i Nr. Lyndelse og senere i Odense. En efterfølgende landbrugsteknikeruddannelse og en ansættelse i 1983 i en landboforening bragte dem til Himmerland, hvor de købte hus. Et år senere fik Jørgen arbejde på en landbrugsskole på Sydsjælland. Og 2½ år senere fik han en stilling på Århus Tekniske Skole.

Jørgen nævner, at han var heldig at have en kone, som var parat til at flytte med hver gang. Og Ellinor supplerer med, at hun heldigvis har haft nemt ved at få ansættelser rundt omkring.

Børnene var ved at komme i den skolepligtige alder, og det var tid til at finde et mere permanent sted. Det blev så gården Friisesminde, som de købte i 1987. Senere har de solgt meget af jorden fra.

Ellinor arbejdede herefter i mange år på plejehjem; og i de sidste 13 år inden pensioneringen som 65-årig var arbejdspladsen et hospice i Vejle.

Frivilligt arbejde

Det er tydeligt, at Ellinor har meget at give til andre. I syv år var hun frivillig gruppeleder og igangsætter i organisationen Selvhjælp Skanderborg. Først i en gruppe om kroniske smerter, og derefter i sorggrupper for henholdsvis børn, unge og ældre, som har mistet.

Nu er den slags frivillige arbejde afløst af aktiviteter, der mere skal glæde Ellinor selv. Yoga og petanque er de nye hobbyer.

Jeg spørger, om børnetegningerne på opslagstavlen er fra de seks børnebørn.

– Ja, og nogle af dem er fra de ukrainske børn, der har været her. Vi har haft ukrainske flygtninge boende i fire perioder.

Jeg siger, at det vel også er frivilligt arbejde.

– Nå, ja, det er det nok også. Det havde jeg slet ikke tænkt på. Vi stiller bare vores hus og mad og tid til rådighed.

Ellinor rejser sig og råber op ad trappen til første sal: ”Skal du have kaffe, Vira?”

– Vi havde en 37-årig mor og hendes barn på syv boende her allerede to uger efter at russerne invaderede Ukraine. Og to andre i marts måned sidste år. Derefter en familie med to voksne og to børn i juli og august. Og nu altså Vira, som er 60 år.

– Det startede med, at vi læste i vores lokale ugeblad, at en festivalklub i Skanderborg var ved at hente flygtninge ud af Ukraine, og så ringede vi til dem og tilbød at stille os og dele af vores store stuehus til rådighed. På den måde kom vi på en liste.

– De flytter herfra, når de har fået opholdstilladelse og fundet et andet sted, der er mere praktisk med hensyn til arbejde og nærhed til andre ukrainske flygtninge.

Ellinor og Jørgen har efterfølgende sporadisk kontakt med deres tidligere gæster.

Vira er kommet ned. Hun taler udelukkende ukrainsk. Og for at forklare hende, hvem jeg er, indtaler Jørgen på sin iPhone denne besked: ”Ham der sidder her, er en, som Ellinor har gået i skole sammen med i 1. til 7. klasse. Og han er er ved at skrive avisartikler om dem, han har gået i skole med. Derfor sidder han her og snakker med os”. Derefter beder han telefonen oversætte det og læse det op på ukrainsk.

At modtage og give flygtninge husly og hjertevarme forekommer mig at være et meget næstekærligt projekt, siger jeg til Ellinor. Hun svarer:

– Jo, men det er det jo også. Men jeg synes ikke, det er noget stort arbejde, selv om nogle af dem har været mere krævende end andre på grund af misforståelser og forskellige forventninger og forviklinger med myndighederne.

Jørgen supplerer med, at de også har haft plejebørn.

– Sikke meget vi kan huske, siger Ellinor lattermildt og fortæller om plejebørnene. En af dem kom som 2-årig og var hos dem igennem 7 år, i første omgang i weekenderne, senere kun i hverdagene. Og der har været flere andre børn på aflastningsophold hos Ellinor og Jørgen, mens deres egne børn var små og skolesøgende.

De store spørgsmål

Er der værdier du har fået med hjemmefra, og som har præget dig resten af livet?

– Jeg skulle følges med far til bønnemøder i hans forening, Evangelisk Luthersk Missionsforening. Og jeg var endda i sangkoret som ung. Mine tre halvsøskende og min mor interesserede sig ikke for det. Men jeg praktiserer ikke den form for kristendom. For da bønnemøderne, som foregik i private hjem, var slut, fik vi kaffe bagefter. Og dér kunne man snakke om alt. Om alt det, naboerne havde gjort af dårlige ting. Der sad man altså og bagtalte, lige efter at man havde bedt. Det kunne jeg slet ikke forbinde med noget som helst. Det tog jeg afstand fra. Jeg tager ikke afstand fra folkekirken, men fra Evangelisk Luthersk Mission, som jeg ikke har været i siden da. Dér fik jeg nok. Nu er vi almindelige kirkegængere fra tid til anden.

– Men ellers tror jeg, at jeg har næstekærligheden med fra mit barndomshjem. Og godheden til mine medmennesker måske især fra min far.

Ellinor og Jørgen er på Bornholm 1-2 gange om året. De besøger brødrene og et par kusiner.

– Vi kører sjældent forbi Dalshøj. Men Bornholm er hjemstavn. Jeg hører på en måde til her. Det er her jeg har været i 25 år, og det kan ikke smides væk med et fingerknips. Så det betyder noget for mig. Efter en tur til øen føler jeg, at jeg har været ”hjemme”.

Er der noget i dit liv du har fortrudt, at du har gjort eller ikke gjort?

– Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, at jeg har været ordentlig hele vejen igennem. Og valget af uddannelse, som jeg ikke var tilfreds med i starten, er blevet til, at det er blevet godt. Jeg tror, jeg gerne vil have været i gymnasiet. Men det var der ingen i familien, der havde været før mig, så det blev helt slået i jorden. Dét valgte mor – det er helt tydeligt for mig.

Jeg ved godt, at det er et voldsomt stort og måske ubehjælpsomt spørgsmål, men kan du sætte en overskrift på dit eget liv? Hvordan har det været?

– Godt! Jeg synes, jeg har haft et godt liv. For jeg har for det meste kunnet passe mine unger selv, fordi jeg har kunnet tage aftenvagt eller nattevagt, og jeg har altid arbejdet deltids. Derfor har jeg kunnet hente dem i skolen, bringe og hente dem til det ene og det andet. Og være der for dem.

– Det har været godt hele vejen igennem. Vi og vores børn har ikke haft alvorlig sygdom. Og jeg har haft glæde af min uddannelse. Så, jo, jeg er tilfreds.

Ellinor som voksen.

BLÅ BOG

Ellinor Ingeborg Dalgaard-Nielsen (født Hansen)

Født i 1950.

Skolegang: Grundskole i Rutsker, realeksamen fra Hasle 1967.

Uddannelse: Sygeplejerske.

Familie: Gift. 3 børn, 6 børnebørn.