Eksperter regner på regional åbning af detailhandlen, grundskole og udendørs idræt

Eksperter regner på regional åbning af detailhandlen, grundskole og udendørs idræt
Der bliver i øjeblikket regnet på effekten af regional åbning af detailhandlen, at lade de større klasser i grundskolen vende tilbage og udendørs idræt. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 12. FEB 2021 • 10:18
Af:
Ritzau

12. FEB 2021 • 10:18

CORONA

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) fortæller til TV2, at der bliver regnet på effekten af en eventuel regional åbning på flere områder.

Der bliver regnet på effekten af regional åbning af detailhandlen, at lade de større klasser i grundskolen vende tilbage og udendørs idræt.

– Det vil ikke være til at bære, hvis vi skal vente på, at den sidste mørkerøde kommune får tallet ned, før vi kan åbne landet op.

– Der bliver vi nødt til at se mere regionalt på det, men det er ikke helt nemt. Det er noget, vi skal gå varsomt til, siger Magnus Heunicke til TV2.

Sundhedsordførerne vil blive indkaldt til orientering fredag om drøftelserne.

At differentiere genåbning og nedlukning regionalt er en del af coronasystemet, hvor Nationalt Varslingssystem kommer med trusselsvurderinger for de enkelte regioner.

Lige nu er alle fem regioner dog på det højeste trusselsniveau, da der er en stor bekymring for, at nye, mere smitsomme mutationer af covid-19 spreder sig i samfundet.

Diskussionen om, hvorvidt nogle områder kan genåbnes fra den hårde lockdown, der blev indført omkring jul, har kørt i en periode. Flere steder i landet er smitten nemlig ganske lav.

Torsdag var eksempelvis 15 kommuner under den grænse på 20 smittede ud af 100.000 indbyggere, der ses om det laveste bekymringsniveau.

Haderslev Kommune har eksempelvis kun haft otte smittede de sidste syv dage, mens tallet i Tønder er fire.

Mandag sagde Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, til Ritzau:

– Vi er i en situation, hvor der er store forskelle på, hvordan smittetallet er rundt omkring i landet. Derfor er vi nødt til at få diskuteret, hvordan man kan lave nogle regionale indsatser, hvor smittetallet er lavere.

Hos Dansk Erhverv byder man regeringens åbning over for regional genåbning velkommen.

– For det er vigtigt, at vi ikke har lukket ned en dag mere end højest nødvendigt.

– Hver lukkedag koster de ramte virksomheder dyrt, og med de rigtige forholdsregler så mener vi, at det bør være muligt at lade de hårdt prøvede butikker, frisører og så videre komme i gang igen, skriver administrerende direktør Brian Mikkelsen.