Digt på bornholmsk: Borrita

I denne uge giver vi plads til en anden af de største bornholmske digtere, nemlig Christian Stub-Jørgensen (1897–1988), der digtede på både rigsdansk og bornholmsk.

Som digter er Christian Stub Jørgensen nok bedst kendt for den velskrevne og morsomme sang om Kjestena, der under stormen i 1872 drev til søs på et lokum og vågnede op i Rusland, hvor hun blev gift og fik børn. Han skrev imidlertid mange andre digte, hvoraf flere også tidligere har fundet vej til Bâgsian.

Dagens digt, “Borrita”, er i den lettere og mere humoristiske genre som Stub-Jørgensen beherskede lige så godt som det mere alvorlige og højstemte. Det er hentet fra tidsskriftet Gammalt å Nyt (1934) og gengives her med originalens retstavning.

Ni saja, dær e Pibla nok å få
for Kara, som hâr Ajtaskaw i Sinje —
mæn sin Lârs Månsa Borrita jâ så,
så går jâ runt å tænkjer kons på hænje,
å injen anjen hâr jâ Lyst å aja.
Te Ræsten må I anre gjærna fraja.

Hon e lemydi som et Borkjetræ,
å hon hâr stora blå å granja Iven,
å hænjes Hår e tjyt å gult som Sæ,
å hænjes Munj, dænj e så rør som Hiven.
Ja ni må gjærne kajla maj enj Tokka,
om nântids jâ hâr sett så næt en Dokka.

Mæn sist jâ så na sønjan Grønedâl —
ja, mina Iven nâuehæn jâ trode,
for hon gjikk Arm i Hâz me långa Kâl;
helt tæt opad ’inj gjikk hon dær å gnode.
Ded hadde jâ då alri kunjad tænjt maj.
Jâ ble så kjiv å’d, sa jâ kunje sænjt maj.

Ok Borrita, du kunje bâra tâ
å pæja ud mæl ræja Gårmanjsbælla,
så fikj du ævent hvem du ville hâ —
å så kanj du enjdå gå hæn å vælla
enj Tyggjara, et fattit Sjæws frå Læwka,
dær nâuehæn hâr Sjâurta på sin Ræwka.

Jâ møtte ota Borrita på Stænj,
når hon gjikk hjimm me Milken i sin Kjita.
Jâ hælste, mæn hon så dænj anra Vænj.
Hon kunje gjærna sett lid mijlt — mæn sjita!
Hon snakkar næt te Kjørna å te Kjættan,
mæn ser hon maj, så e hon høj i Hættan.

Nu går hon alså hæn å târ te Manj
dænj hon vil hâ — så må hon væl behawa’d.
Mæn kjyssa senn enj Styggjert — a hon kanj!
Enj skujle tro, a hon ble vammelmawad,
for fi for Kattinj då, hvor e hanj styggjer,
me Fæzed fujlt å bådde Ær å Pyggjer.

Du kunje sådded nu på Knortagår
me hvida Goll, me Kovverkâr som sjinner,
mæ blânka Hæsta, runja Kjør å Får,
å kons hat ræja Gårafolk te Vinner,
å altid nætta Klær å hænja på daj,
— å hat en Manj, som holt enjhellu å daj.

Nu bler’ed sajtans te en anjen Snak,
for Kâl hâr ikje Huz å Går å gje daj.
Hanj må væl gå ad Lynginj å slå Knak,
å lajer væl en liden Kâta te daj.
Hanj tjæner ikje stort, for hanj e dâuinj,
å drikker væl de mæsta op på Krâuinj.

Å når ’ed så bler Høst å ijla Vær,
å Vinjen kommer på me kåjla Kjikker,
å Væggjen nâuehæn for Storminj læer,
mæn Kjyjln står inj ijennem ajle Sprikker,
så må du fryza i din kåjla Stâua,
for så e’d alt for sijla å forhâua.

Då tænjkjer du kansje et Grân på Pær,
som sidder ver sin Un me goa Skryner.
Dær va væl Plâs te to ver Uninj dær
— å i hans Sænj me tjykka varma Dyner.
Ja, hær e løjnt å gott, ded torr jâ mena
— mæn livæl kjessamt nok, når enj e ena.

Du vedd ju sæl, hva Sjit du kommer i!
Du kanj væl se, hvor galed de vil gå daj!
Mæn livæl bler mit Hjarta tungt som Bli,
når jâ betænjkjer, hva du lâr gå frå daj,
å Grædan står å trokkar i min Striva —
Naj, Kvinjfolk kan’kje Fankinj sæl begriva!

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk