– Som forsvarer har jeg oplevet hende som en meget professionel anklager at stå overfor. Seriøs og velforberedt og meget engageret i det sager, hun fører. En gang imellem så engageret, at det på godt og ondt grænser til det personlige. Men når vi har mødtes uden for retten, har hun altid været meget behagelig, uddyber han sit indtryk af Benthe Pedersen Lund.
Paldans forsvarerkollega, advokat Peter Vang, fremhæver også Benthe Pedersen Lunds engagement i de sager, hun fører, som det, der har gjort mest indtryk på ham i de 14 år, hun har været på Bornholm.
– Jeg synes, hun er god i en retssal. Hun er en dygtig, fair og meget selvsikker modstander at stå overfor, når man er forsvarer. Og hun er meget engageret i sine sager. En gang imellem så engageret, at man som modstander synes, hun er unuanceret, lyder hans skudsmål.
Det bakkes op af advokat Pernille Munch. Hun siger om Benthe Pedersen Lund:
– Hun er en hård modstander at stå overfor. Det er ikke tilfældigt, at hun er anklager, for hun brænder for lov og orden. Hun er meget engageret, og det kommer klart til udtryk i den måde, hun fører sine sager på. Når hun står i retslokalet, så giver hun den fuld gas.