'Det falder mig helt naturligt, at mad er noget man dyrker'

'Det falder mig helt naturligt, at mad er noget man dyrker'
Emilie Victoria Ulrik-Petersen. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 28. JAN 2021 • 06:08

DAGENS NAVN: Emilie Victoria Ulrik-Petersen

Du er bestyrelsesmedlem i Bornholms Økojord A/S og har været med i projektet fra starten?

– Ja, det har jeg. For mit vedkommende startede det hele for cirka tre år tilbage, da jeg drev den lille økologiske grøntsagsproduktion Permagrønt i Melsted. Jeg var meget grebet og optaget af arbejdet med at lave økologiske fødevarer til bornholmerne, men jeg var også udfordret af besværlige afsætningsmuligheder og en vanskelig finansiering. Men der var mange omkring mig, der støttede op om mit foretagende og ønskede flere økologiske primærproducenter, og de første tanker om en fællesskabsejet gård på Bornholm opstod. Det skal være et sted, der kan hjælpe nye landmænd godt i gang med erhvervet og samtidig producere gode, lokale fødevarer. Det var allerede gjort på Samsø med Samsø Økojord A/S, så vi vidste at det var muligt.

– Der blev samlet en arbejdsgruppe af dygtige og entusiastiske bornholmere, og derfra begyndte den lange proces med at stifte en forening, Økobornholm, der når finansieringen var på plads, som den er nu, kunne stifte selskabet Bornholms Økojord A/S.

Hvad er dine opgaver i bestyrelsen?

– I bestyrelsen er vi bestemt en blandet pose bolcher. Det tunge arbejde med at skrive vedtægter og skaffe kapital, er ærlig talt ikke min stærke side. Det er der heldigvis nogle andre i bestyrelsen, der er branddygtige til. Jeg er derimod først og fremmest landmand, og det er blandt andet min opgave i bestyrelsen at have et øje for de mulige forpagtere og en mulig gård, vi kan investere i. Jeg ser på en landejendom som en ung, mulig forpagter måske vil gøre det, og jeg kan se de muligheder og udfordringer, der ligger. Jeg har selv prøvet at starte en produktion fra bunden, og jeg ved, hvad det kræver.

Hvad er det nye selskabs vigtigste opgaver?

– Det er at finde en bornholmsk gård og forpagte den til en dygtig forpagter. Gården skal drives økologisk og producere fødevarer til bornholmerne. Det vil aflede en masse andre positive ting, såsom mere økologisk dyrket jord – der igen er bedre for miljø, grundvand og dyreliv. Vi ønsker også at lette generationsskiftet i landbruget, hjælpe nye landmænd godt i gang og ikke mindst skabe mere liv på landet.

Hvad er det vigtigste for at projektet lykkes?

– Noget af det vigtigste er at finde en velegnet gård og en dygtig forpagter – men vigtigst af alt er at have bornholmernes opbakning. Det er i sidste ende bornholmerne, der skal spise de fødevarer, der produceres på stedet, så vi håber, at mange vil tage godt imod det nye, der kommer.

Har du selv planer om at drive økologisk jordbrug?

– Jeg bor på en dejlig ejendom i Rutsker, hvor ambitionen har været at skrue lidt ned for tempoet med familien og at forsyne min lille familie med mad fra vores permakulturhave, men jeg driver som sådan ikke jordbrug. I løbet af de seneste tre år har jeg har været omkring en økologisk driftslederstilling i københavnsområdet og har været på barsel med min lille søn, så der har været nok at se til. Nu er vi heldigvis tilbage, hvor vi hører til, og jeg er så småt ved at være klar til at starte igen med jordbrug på Bornholm. Det begynder ligesom at krible for at dyrke gode, bæredygtige grøntsager til flere end kun min egen hustand.

Hvor kommer din interesse i økologi fra?

– Fra min opvækst på landet. Skovene og engene var min legeplads som barn, og det er her jeg har fundet glæde og eventyr. Som barn fulgte jeg med i hvad der foregik på markerne omkring mig, og det blev mig tidligt bevidst at vandhullerne blev fyldt op, de levende hegn blev fældet, og markerne blev større og større. Dyrelivet svandt ind, de grønbenede rørhøner og agerhønsene var pludselig væk sammen med deres tidligere levesteder. Jeg oplevede det som et enormt tabt, og det har nok sat sig i mig. Mine forældre har også altid dyrket grøntsager til vores husholdning, så det falder mig helt naturligt, at mad er noget man dyrker.

 


Emilie Victoria Ulrik-Petersen

32 år

Gift med Roy, som er vvs-voksenlærling. Parret er forældre til Einar på to år.

Opvokset på Midtsjælland. Bor med sin familie på en ejendom i Rutsker, som parret købte for tre år siden.