Hvad sker der her – er der noget erhvervsliv og foreningsliv, eller er det bare "sovebyer"?
Vi lægger ud med et interview med borgerforeningens formand, og vi er til affaldsindsamling. I de kommende dage møder vi blandt andre købmanden og hotelejeren.
Lucas på to et halvt år bliver distraheret af en parkeret vejtromle. Men den slags skal der også være tid til, når familien er på tur, så Lucas’ far, Peter Cornelius Pedersen, venter en stund, inden han får Lucas med sig.
Familien med far og mor og fire børn er lørdag formiddag på affaldsindsamling langs med Nyker Strandvej. Sorthat-Muleby Borgerforening holder det årlige Ren Dag-arrangement, hvor man mødes ved naturlegepladsen for at fordele ruterne.
Det er borgerforeningens første arrangement efter længere tids coronanedlukning. 20-25 personer i alle aldre er mødt op. Opgaven er at samle affald langs med Nyker Strandvej fra Skovly til Hvide Hus, langs vejene ned mod havet – Havvej og Levkavej, og omkring de tre søer, Safirsøen, Pyritsøen og Smaragdsøen.