Dennis på 44 skal i lære som tømrer: Jeg var heldig

Dennis på 44 skal i lære som tømrer: Jeg var heldig
Dennis Exsteen er i en alder af 44 år ved at uddanne sig til tømrer efter at have arbejdet som pædagogmedhjælper i flere år. Foto: Berit Hvassum
Torsdag 30. juli 2020 • 08:00
Torsdag 30. juli 2020 • 08:00
UDDANNELSE

Med udsigt til Balka Strand hygger Dennis Exsteen sig med forskellige projekter i træ. En bænk, et skur, en terasse. Det er opvarmningen til den nye tilværelse som tømrer, som han er godt på vej ind i. Den 3. august starter han på sin læreplads SE Byg i Nexø, og med sine 44 år er han en moden lærling.

Det lå ikke helt i kortene, at Dennis Exsteen skulle være håndværker, alligevel trak tømrerfaget i ham.

– Jeg har altid haft 10 tommelfingre og var faktisk ikke så praktisk anlagt, så at være håndværker lå ikke lige til mig. Men lysten var der, og jeg elsker duften af træ. Efter 10 år som pædagogmedhjælper skulle jeg noget helt andet, og da min kone spurgte, hvad jeg så ville, var svaret at arbejde med træ, fortæller Dennis Exsteen.

Fra kok til medhjælper til lærling

Han er oprindeligt uddannet kok, men har siden 2009 arbejdet som pædagogmedhjælper i institutionen Troldhøj i Nexø. En rygskade i 2018 og en følelse af at have givet meget af sig selv i mange år gjorde, at Dennis Exsteen ville sadle helt om. Før tiden på Troldhøj havde han tænkt på at blive tømrer, men jobcentret var ikke helt med på idéen dengang.

– De sagde, at det var et modefag, og at det måtte jeg selv finde penge til, hvis jeg ville gå den vej. Det havde jeg ikke råd til på det tidspunkt, for vi havde jo hus og små børn, fortæller han.

Tanken om tømreruddannelsen blev liggende i baghovedet, og med sin kones opbakning prøvede Dennis Exsteen i 2019 igen at gøre alvor af drømmen. Han havde genoptrænet ryggen og var klar til at prøve noget nyt. Han sagde op i institutionen og tog et to måneders kursus på social- og sundhedsskolen for at se, om han kunne sidde på skolebænken igen.

– Jeg var bange for, om jeg i min alder stadig kunne være med i gamet og gå i skole. Så jeg tog kurset for at finde ud af, om jeg kunne. Jeg tænkte, at hvis jeg kunne sidde på skolebænken der, måtte jeg også kunne tage tømreruddannelsen. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk var god til at sidde og lære. Så det var i virkeligheden sosu-kurset, der gjorde, at jeg blev sikker på, jeg ville læse til tømrer, fortæller Dennis Exsteen.

Læreplads i hånden

Han gik derefter til tømrermesteren i SE Byg i Nexø, som han kendte, fordi han havde passet hans børn som pædagogmedhjælper.

– Jeg spurgte, om han ville have sådan en ældre mand som mig i lære. Først sagde han faktisk nej, men efter en snak sagde han, at han manglede tømrere, og at han alligevel ikke kunne sige nej. Så vi lavede en uddannelsesaftale på et år af gangen, og så må vi se, hvordan det går, fortæller Dennis Exsteen.

Med aftalen i hus gik Dennis Exsteen til sin a-kasse og jobcentret. Denne gang var der mere forståelse for hans drøm, og han begyndte selv at turde tro på idéen.

– Jeg var heldig, at jeg fik den læreplads. Det gav tryghed, og havde jeg ikke haft den, havde jeg nok ikke turde tage springet. Det gjorde selvfølgelig også noget for jobcentret og a-kassen, at jeg havde den aftale med i hånden, siger Dennis Exsteen.


Han startede på grundforløbet på tømreruddannelsen i december 2019, og her mødte han en helt ny hverdag og et anderledes fællesskab.

– Det første, man møder, er jo unge mennesker med en energidrik i den ene hånd og mobilen i den anden. Det var noget helt andet, og jeg kunne godt mærke, jeg var lidt gammel der. Men vi var en fem-seks stykker, der var over 30, som holdt sammen, blandet med de unge, der også gerne ville faget, fortæller Dennis Exsteen.

Spring ud i det

Ifølge DI Bornholm vil der på sigt være stor mangel på faglært arbejdskraft på Bornholm. Det fortalte Kenn Kjellberg, der er formand for DI Bornholm til Bornholms Tidende den 19. juli. Flere skal efteruddannes, og Jobcenter Bornholm og LO Bornholm arbejder lige nu aktivt på, at flere ufaglærte bliver faglærte.

Dennis Exsteens historie er derfor et eksempel, som flere aktører på Bornholm herunder Jobcenter Bornholm ønsker, at andre vil følge. Dennis Exsteen vil også anbefale andre at tage springet og uddanne sig senere i livet.

– Man skal ikke være så bange for at gøre det. Jeg tror faktisk, der er mange over 30, som vil synes, det er virkelig sjovt at komme tilbage på skolebænken. Da jeg var ung, kunne jeg slet ikke sidde stille, men det kan man måske, når man er blevet lidt ældre. Sådan har jeg det i hvert fald, siger han.

På mandag starter han i lære, og han glæder sig, men er også spændt på, hvad det betyder, at han er lærling i en forholdsvis sen alder.

– Jeg har da sommerfugle i maven. Jeg tænker på, om de forventer mere af mig, fordi jeg er voksen. Om jeg skal bevise mere. Det tynger lidt, men jeg kan ikke forestille mig at skulle andet, end det her. Kun hvis kroppen siger fra. Så jeg skal holde mig i gang og huske at få trænet. Nu er jeg godt på vej til at blive tømrer, og jeg glæder mig helt vildt, siger han.

Hvis man overvejer at gøre det samme som Dennis Exsteen, kan man få flere informationer om uddannelsesmuligheder for ledige over 30 til et informationsmøde på Campus Bornholm, som Jobcenter Bornholm, Boost Bornholm og LO Bornholm afholder den 12. august.

FÅ ABONNEMENT