Debat: 'De ansatte i kommunen skal kunne turde at stå frem'

Debat: 'De ansatte i kommunen skal kunne turde at stå frem'
"Hvis der sidder personer med en afgørende viden om, hvad der er op og ned i sagen om Snorrebakken, hvad er det så, der afholder dem fra at stå frem? Er det frygten for at miste deres arbejde? Er det uvished om, hvor de kan gå hen med deres viden? Er det en mistro til, at det nytter?" spørger Jacob Trøst, kandidat for Det Konservative Folkeparti. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 20. APR 2021 • 22:30
Af:
Jacob Trøst
kandidat for Det Konservative Folkeparti
| ABONNENT
20. APR 2021 • 22:30

SYNSPUNKT

I sagen om Snorrebakken har fokus indtil videre været, om kommunalbestyrelsen blev oplyst eller dårligt oplyst, da den skulle træffe en afgørelse om byggeriet. Bornholms Tidende bragte den 15. januar i år et indlæg fra en anonym medarbejder ved Bornholms Regionskommune, hvori medarbejderen beskrev arbejdsmiljøet i Bornholms Regionskommune som "tophierakisk, usund og dårlig kultur overfor medarbejderne, hvor de enkelte medarbejdere eller faglige organisationer stort set ikke har været inddraget, hørt eller lyttet til i mange år".

Hvis der sidder personer med en afgørende viden om, hvad der er op og ned i sagen om Snorrebakken, hvad er det så, der afholder dem fra at stå frem? Er det frygten for at miste deres arbejde? Er det uvished om, hvor de kan gå hen med deres viden? Er det en mistro til, at det nytter? Eller en misforstået loyalitet?

Vi bør først og fremmest være loyale overfor de bornholmske borgere. Sørge for, at de får mest muligt for deres skattepenge. Og hvis en medarbejder ved BRK kan se, at noget bør ændres eller er foregået forkert, så må det være i alles interesse, at der bliver gjort opmærksom på dette; både for at rette op på fejlen, men også for at lære, så vi kan gøre det bedre fremover.

Lad mig slå fast: Kommunens arbejde skal til enhver tid kunne tåle dagens lys, og ansatte skal altid kunne gøre brug af deres ytringsfrihed uden risiko for deres stilling. Offentligt ansatte har også ytringsfrihed! Politikere eller ledere må aldrig forsøge at give borgere eller medarbejdere mundkurv på.

Hvis en medarbejder opdager en fejl, eller får en idé til, hvordan noget kan gøres bedre, så bør det bringes til lederen. Hvis medarbejderen ikke kan (eller tør) det, eller lederen ikke reagerer, så kan man kontakte en folkevalgt politiker, der så har mulighed for at reagere og bringe problematikken til torvs.

Vi konservative vil arbejde for mere åbenhed og inddragelse af borgere og medarbejdere. Det er her de gode idéer ligger, og det er sådan vi udvikler Bornholm.