DAT fik kun 15 med evakueringsfly: 'De kunne ikke nå at få flere med ud'

DAT fik kun 15 med evakueringsfly: 'De kunne ikke nå at få flere med ud'
Arkivfoto
EVAKUERING | AFGHANISTAN | 18. AUG 2021 • 10:53
Af:
Ritzau/redaktionen
EVAKUERING | AFGHANISTAN
18. AUG 2021 • 10:53

Et fly fra det danske flyselskab DAT, der har været i Pakistans hovedstad, Islamabad, er landet i Københavns Lufthavn onsdag morgen.

Udenrigsministeriet bekræfter, at der er tale om et evakueringsfly fra Afghanistan.

Flyet lettede fra Islamabad tirsdag aften. På turen har flyet mellemlandet i Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Der var kun 15 personer på flyet og det skyldes ifølge Udenrigsministeriet, at det er en vanskelig operation at evakuere folk. Der var plads til 111 passagerer i flyet.

Hos flyselskabet DAT fortæller direktør Jesper Rungholm, der er pilot og selv stod for at flyve evakueringsflyet hjem fra Islamabad, at man ikke kunne have strukket tidsplanen mere.

– De kunne ikke nå at få flere med  ud, og vi kunne ikke vente længere, fordi vi har en ny flyvning med en anden kunde i dag – faktisk bare to timer, efter at vi er landet, siger Jesper Rungholm.