Christiane vil være den første i verden til at sælge allergivenlig ansigtsmaling

Christiane vil være den første i verden til at sælge allergivenlig ansigtsmaling
Christiane Larsen er uddannet sygeplejerske, men begyndte i 2015 at eksperimentere med økologisk modellervoks i sit nystartede firma Ailefo, som er datteren Ofelias navn stavet bagfra. Foto: Jacob Jepsen
Lørdag 8. maj 2021 • 06:41
Sofie Møller
Journalist
Lørdag 8. maj 2021 • 06:41

ERHVERV

– Jeg har altid godt kunne tænke mig at udvide konceptet, siger Christiane Larsen, direktør og ejer af Ailefo.

Siden hun etablerede virksomheden i 2015 har Ailefo primært været kendt for at udvikle og sælge økologisk modellervoks. Men snart kan Ailefo også blive kendt for et helt nyt hobbyprodukt – nemlig en allergivenlig ansigtmaling, der lige nu er under udvikling.

Børn kan få udslæt

Ideen kom med inspiration fra Christiane Larsens egen datter.

– Ansigtsmaling er et fedt produkt, som man kan lege med året rundt, og som vi ofte leger med derhjemme, siger hun og uddyber, at hun samtidigt gerne vil udfylde et hul på markedet, der kan gøre en forskel for mange børn.

Som det ser ud lige nu, findes der nemlig ikke certificeret allergivenlig ansigtsmaling til trods for, at man ser nogle børn ned til tre års alderen få udslæt ved at bruge de førende ansigtsmalinger.

Men det har også sine udfordringer at drive virksomhed og udvide. Ligesom så mange andre virksomheder har coronanedlukningen været en af de helt store udfordringer for Ailefo. Med et stort håb om sorte tal på bundlinjen, viste årsregnskabet for 2020 til stor ærgrelse stadig røde tal. Det skulle dog ikke holde Christiane Larsen fra at udvide sit sortiment.

– 2020 kunne godt have gået bedre, men det kunne også have set meget værre ud. Det har længe stået i kalenderen, at det nye produkt skulle udvikles, og jeg har ikke ville lade corona stoppe mig, siger hun.

Tidspunkt afhænger af pengene

Ting tager tid og penge, og det gør det også at udvikle en allergifri ansigtsmaling, hvor det kræver, man har flere forskellige makeup- og allergieksperter inde over. Christiane Larsen kan derfor ikke sige noget om, hvornår produktet kan ses på hylderne, da flere brikker først skal falde på plads.

Tirsdag startede hun en crowdfunding, hvor hun gerne skal finde op til 120.000 kroner. Pengene skal gå til en maskine, der kan fylde ansigtsmalingen på tuber.

– Crowdfundingen er en måde at få lokalsamfundet involveret i virksomehden som investorer, forklarer Christiane Larsen og fortsætter:

– Det er med et sug i maven, da vi er ret afhængige af, at crowdfundingprojektet går i hus, hvis vi skal nå i mål med vores plan. Hvis ikke det lykkes, vil vi stadig arbejde videre med ansigtsmalingen. Den skal nok komme på hylderne, men så kommer den bare senere end forventet, siger hun.

FÅ ABONNEMENT