Celina: Jeg håber da på nogle bornholmske stemmer

Celina: Jeg håber da på nogle bornholmske stemmer
Celina glæder sig til lørdag aften, men er også lidt nervøs. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpis
NOTITS | ABONNENT | 16. FEB 2018 • 21:45
NOTITS | ABONNENT
16. FEB 2018 • 21:45

Det var Celinas storebror, 17-årige Niklas, der opfordrede hende til at forsøge at komme med til MGP, fortæller hun her fredag eftermiddag i Gigantium.
– Kom nu ind i kampen, sagde han, og syntes, jeg skulle melde mig til ”Voice Junior” eller ”MGP”, siger hun, som er 13 år og går på Sydbornholms Privatskole.

– Jeg har sunget hele mit liv, og min mor er jo også sanger. Jeg elsker at synge og synger hver eneste dag. Næsten hver time.
Har du også prøvet at optræde før?
– Ja, to gange på min skole. Men jeg synger også bare nogle gange, uden jeg selv lægger mærke til det.
Og nu har du skrevet en sang, gjorde du det selv, eller fik du lidt hjælp af mor?
– Nej, overhovedet ikke.

Celines sange, ”Maskebal”, handler om, at man skal turde være sig selv. ”Du er god nok, som du er”, synger hun blandt andet.
Hvordan fandt du på, hvad sangen skulle handle om?
– Jeg har altid syntes, at der er et vigtigt emne at tage op, og jeg tænkte, at jeg gerne ville skrive en sang med et budskab i. Jeg synes, det er et vigtigt budskab.
Når hun skriver sange, laver Celina først melodien.
– Jeg bruger ikke instrumenter eller app eller noget, jeg laver den bare i hovedet. Og så optager jeg den på min mobil, så jeg kan huske den.

Og denne sang sendte du så til MGP?
– Ja, og så fik jeg en mail om, at jeg var videre til workshop, hvor vi sang sangene for hinanden og arbejdede lidt med melodien eller tonen og så videre. Vi optrådte også, og det var ret hyggeligt. Derefter fik jeg at vide, at jeg var blandt de 21, der kom til audition, og så blev jeg selvfølgelig mega-mega glad. Til audition kørte det bare på skinner, og så fik jeg at vide, at jeg var gået videre.
Det var noget med, at din bror skypede med en ven?
– Ja, og så kom Joakim (børne-tv-været, red.) pludselig på skærmen, og så vidste jeg godt, hvad han ville sige og blev rigtig glad.

Hvordan synes, det er at skulle optræde foran så mange mennesker?
– Jeg synes, det er surrealistisk. Sindssygt, siger Celina med et stort smil.
– Det havde jeg aldrig forestillet mig. Jeg glæder mig som en sindssyg, men jeg er også lidt nervøs, må jeg sige.

Hvordan tror du, dine chancer er?
– Det er svært at sige. Rigtig mange spørger mig om det. Jeg er jo den eneste, der er alene på scenen, og jeg ved ikke, om det giver flere eller færre stemmer. Men jeg håber da på nogle stemmer fra Bornholm.



FÅ ABONNEMENT