– Et helt karakterpoint gør en stor forskel for, hvilke uddannelser eleverne kan vælge efter gymnasiet, der igen på længere sigt har afgørende betydning for, hvorvidt eleverne kan få det job og den tilværelse, som de drømmer om. Derfor er valget af gymnasium en vigtig beslutning, der kan påvirke resten af deres liv.
CEPOS har på baggrund af tal fra Børne- og Undervisningsministeriet og Danmarks Statistik lavet en opgørelse, der viser, hvor eleverne får bedre karakterer, end man umiddelbart kunne forvente ud fra socioøkonomiske faktorer som deres forældres indkomst, forældres uddannelsesniveau og etniske baggrund med videre.
I toppen af listen over gymnasier med den højeste undervisningseffekt ligger Deutsches Gymnasium für Nordschleswig (STX), CELF Merkus Plads (HHX), Campus Bornholm (HHX) og VUC Skanderborg (HF). De to sidste deler en tredjeplads.