Borrinjalands utrættelige selvstændighedskamp

PORTRÆT

– Bare et glas bornholmsk mælk, tak, beder Tonny Borrinjaland om på en restaurant i Allinge.

Dialekten er tyk.

Tykkere end mælken.

Og den er bornholmsk.

80-årige Tonny Borrinjaland har i over tredive år kæmpet en politisk kamp for Bornholms selvstændighed gennem sit parti Bornholms Selvstyre Parti.

En kamp for mere selvstændighed, som man oftest hører om fra udenlandske konflikter.

Fra Catalonien, hvor spansk politis knipler i perioder hamrede om kap med skrig om selvstændighed, til kurdernes hårdtprøvede frihedskamp mod statsledere og Islamisk Stat.

Aktuelt har selvstændighedstankerne frit løb blandt befolkninger i Hong Kong og Nagorno-Karabakh, mens der mere nært også bliver luftet ønsker om løsrivelse i Færøerne og Grønland.

Og selvom deres stemme er lille og chancerne for at lykkedes små, findes ønsket om at bestemme selv også på hele Danmarks ferieø.

Den gamle bornholmer har oversat Det Nye Testamente til bornholmsk og ændret sit efternavn til Borrinjaland, som oversat betyder bornholmernes land. Men har han overhovedet noget tilfælles med de bevægelser, der med blod, sved og tårer kæmper for deres frihed ude i verden?

Først skal vi en tur tilbage i tiden for at forstå, hvordan det hele startede.

På tærsklen til selvmord

I 1960'erne var Tonny Borrinjaland en ung, men voksen mand. Han havde bil, hus og et arbejde som murer i Allinge i den nordlige del af Bornholm. Mens hverdagen gik sin gang, havde Tonny Borrinjaland fundet sit livs kærlighed.

Men kvinden delte ikke Tonny Borrinjalands følelser, og de endte med at gå hver til sit. Det kastede ham ud i sit livs krise.

– Jeg var forelsket i hende, men det var ulykkelig kærlighed. Jeg solgte bil, hus – alt, og besluttede mig for at rejse verden rundt som sømand. Når jeg kom hjem, ville jeg begå selvmord ved at svømme til Christiansø og drukne på vejen, siger han.

Men hvordan førte ulykkelig kærlighed til noget så opsigtsvækkende som en selvstændighedskamp internt i Danmark?

Efter bruddet rejste Tonny Borrinjaland som sømand til både Israel, Sydafrika og USA over en årrække. Blandt de mange fremmede sprog voksede dog et afsavn til lyden af hjemegnen. Et afsavn, der gav en åbenbaring. Han havde fundet en ny udkåren at udfylde sit sårede hjerte med: bornholmsk.

Tonny Borrinjaland besluttede sig på udlandsrejsen for at vende hjem til Bornholm. Ideen om selvmord var droppet.

Nu lå en ny plan fast:

Han ville kæmpe for at bevare det bornholmske dialekt, som han insisterer på at kalde et sprog.

Tonny Borrinjaland i 1974. Foto: Algot Lindau


Tonny Borrinjaland oplevede, at det var ved at dø ud på hans hjemø. De unge på Bornholm var simpelthen begyndt at tale københavnsk.

– Det er den, jeg er. Jeg elsker mit sprog, siger Tonny Borrinjaland og tager en slurk af sin bornholmske mælk, før han fortsætter:

– Det er min kultur, mit land og min kærlighed.

– Hvis det bornholmske sprog forsvandt, ville det gøre mig ondt.

Han mente ikke, at den danske stat gjorde nok for at holde de bornholmske toner vedlige. Derfor tog han efter hjemrejsen i 1960'erne sagen i egen hånd ved først at oprette en politisk tværgående forening med fokus på den bornholmske dialekt.

Men det var ikke nok.

I 1990'erne valgte Tonny Borrinjaland at stifte sit eget parti med målet om selvstyre, så øen selv kunne udbrede sproget igen. Partiet blev døbt Bornholms Selvstyre Parti.

Dialekter i krise

Det er med god grund, at han kæmper for den bornholmske dialekt. Det kan nemlig ganske vel dø med Tonny Borrinjaland og hans generation af bornholmere, mener lektor og sprogforsker, Marie Maegaard fra Københavns Universitet.

– Jeg tror ikke, at dialekter i den stærke form, som Tonny Borrinjaland taler, kommer til at blive bevaret, siger lektoren, der har haft særlig fokus på den bornholmske dialekt i dele af sin forskning.

Også Mark Friis Hau, antropolog tilknyttet Sociologisk Institut ved Københavns Universitet, mener, at den bornholmske dialekt er i dyb krise.

– Forskning i lingvistik viser, at den bornholmske dialekt er forsvundet for unge mennesker. De taler en dialekt, som er fuldstændig hovedstadsdansk. Det kan betyde, at nogle bornholmere føler, at de mister noget identitet, fortæller han.

Og ifølge Marie Maegaard er vores måde at tale på bestemt ikke ligegyldigt for det enkelte individ.

– Sprog er vigtigt for alle mennesker, og på mange måder er det en del af vores identitet, og hvordan vi opfatter os selv. Men i områder, hvor man taler anderledes, end man gør i resten af samfundet, kommer det sproglige særpræg også til at få betydning. Det bliver en del af ens kultur, forklarer hun.

Man er ikke i tvivl om, at den bornholmske lyd er en del af den kristne Tonny Borrinjalands identitet, når man læser indledningen i den bibel, hvor han har oversat Det Nye Testamente til bornholmsk:

"Ded bornholmska sprog ee vi en hel del, der synes er verdens penesta sprog. Derfor skanj eed bevares å snakkes på Bornholm så lænje verden består."

"Ded ee bornholmska sproged der hørar hjemnma her på Bornholm å ynte ded grimma kjuvvenhavnara dansk, der kajles rigsdansk."

Sprogets vigtighed

Ifølge Jaume Pinos, lektor ved Center for Grænseregionsforskning og Institut for Statskundskab ved Syddansk Institut, bruges sproget da også aktivt, når selvstændighedsbevægelser rundt i verden skal adskille sig og samle opbakning.

– Det hjælper selvstændighedsbevægelserne at have et anderledes sprog, specielt når disse sprog er blevet forbudt og forfulgt historisk set, lyder det fra Jaume Pinos, som har forsket i en række forskellige mindretal og selvstændighedsbevægelser rundt i verden.

– Det er også svært for et ikke-statssprog at overleve. Det catalanske sprog er et ret sjældent eksempel. Uden støtte fra staten ender mange sprog med at uddø, fortsætter han.

Tilbage på Bornholm er spørgsmålet om bornholmsk overhovedet kan anses som et sprog.

Det mener Marie Maegaard personligt ikke. Men hun understreger, at det er et definitionsspørgsmål.

– Nej, jeg synes ikke, at det kan betegnes som et selvstændigt sprog. Ikke på den måde, som det tales i dag. Men det handler om, hvor man sætter grænserne for, hvad der er et sprog, og hvad der er dialekt.

Tonny Borrinjaland er dog ikke overraskende uenig i, at bornholmsk ikke skulle være et sprog, hvilket kommer til udtryk i hans bibel:

"I guds orr står der a biblinj skanj auersættas tee alvardens Sprog. Å ded Bornholmska Sproged ee ynte nanj dansk dialekt. Men et flera tusind år gammajlt sælstændigt Sprog der skanj bevaras å snakkes så lænje Jorden eksisterar."

Årtiers arbejde

På en eftermiddag sent i oktober er der særdeles affolket i Tonny Borrinjalands hjemby, Allinge. En gåtur rundt i de tomme gader, viser tydeligt livet i de kolde måneder.

Han hilser lystigt på de enkelte, vi møder på vores vej mellem snakke om den gamle bank og nedlagte skole i byen. Men de korte snakke med de lokale understreger også hans frygt for dialektens fremtid. Selv de ældre borgere i byen svarer på, hvad der kunne lyde som daglig tale i Københavns brokvarterer.

Det er tydeligt, at Tonny Borrinjalands årtier lange kamp for sproget endnu ikke har båret frugt.

– Jeg kunne se, at det bornholmske sprog gik tilbage, og jeg tænkte, at det må vi få stoppet. Det har jeg så arbejdet på siden 1966, griner han en smule opgivende.

Ifølge Jaume Pinos er sprog generelt en af de helt store årsager til, at folk verden over kæmper for deres selvstændighed.

– Frygten for at dit sprog forsvinder kan meget vel være endnu et motiv til at støtte en uafhængig stat, siger han og uddyber:

– Når et sprog bliver nedprioriteret, er der endnu en grund til at blive selvstændig. I den imaginære selvstændighedspolitik, vil dit sprog ikke blive forfulgt igen.

På gåturen i Allinges smalle gader fortæller Tonny Borrinjaland, der fysisk har bygget dele af Bornholm op i sit tidligere virke som murer, at hvis øen fik selvstyre, kunne bornholmerne selv beslutte at give bornholmsk mere fokus og gøre det til et officielt sprog.

En anerkendelse som vil gøre det nemmere at undervise i dialekten på øens skoler, hvilket er et af partiets helt store mærkesager.

"Monga forsøjer å ølægje vort pena goa sprog, for eksempel bællahaver, skoler, t.v. å radio hvor der jo er fuldstændigt dansk diktatur."

Kampen om fiskene

På trods af, at sprog er det helt centrale emne i Tonny Borrinjalands politiske dagsorden, er der også andre emner, som ærkebornholmeren går op i.

Tonny Borrinjaland har gennem sit liv oplevet, at indbyggertallet på Bornholm er faldet med tusinder, og han mener, at det skyldes, at mange arbejdspladser er flyttet til fastlandet.

Særligt inden for industri ville han gerne have haft, at der blev taget et mere lokalt hensyn, da han ikke synes, at den danske stat har fået det optimale ud af øen.

– Fiskeriet på Bornholm har staten ødelagt. Det kunne de nok regne ud, når alle fiskere købte større og større både. De skulle lave en regel om, at i Østersøen måtte der ikke være både på over 20 tons, siger Tonny Borrinjaland og husker tilbage til tiden, hvor han mener, at resten af Danmark sejlede til Bornholm for at "stjæle" bornholmernes fisk.

– Det var fuldstændigt vanvittigt. Der var mange år i 1970'erne, at vi i Bornholms Tidende kunne læse om, at nu var der omkring 350 bornholmske fiskekuttere, og så kom der hvert år 1.200 fiskekuttere fra resten af Danmark. Det er klart, at de så støvsuger hele skidtet, så der ikke er nogen fisk tilbage.

For Tonny Borrinjaland er der tydeligvis et "os" og "dem" i Danmark.

Historisk følelse af svigt

Det er ikke kun på det økonomiske område, at Tonny Borrinjaland mener, at Bornholm er blevet ladt i stikken af København.

De historiske dage i maj 1945 står stadig som en sort sky over Bornholm for ham, selvom den bornholmske selvstændighedsforkæmper dengang var et lille barn.

Mens Danmark festede som sjældent set før i dagene efter befrielsen, blev stemningen pludselig helt anderledes på Bornholm. Den 7. og 8. maj væltede sovjetiske bomber ned over klippeøen, mens stemningen stadig var høj i resten af Danmark.

– De glemte os fuldstændigt. Vi hørte Danmarks Radio hver dag, og de nævnte ikke et ord om, at russerne bombede Rønne og Nexø, og at de derefter indtog øen, fortæller Tonny Borrinjaland.

Han har fået fortalt af ældre familiemedlemmer, hvordan man følte sig ladt i stikken af resten af Danmark.

– Der var en så stor vrede på Bornholm, at hvis vi kunne have løsrevet os, så havde vi gjort det. Men vi var jo også bange for russerne, siger han.

Michael Bregnsbo, der er historiker ved Syddansk Universitet, påpeger, at selvom det er mange år siden, at bombningerne af Bornholm fandt sted, så kan det historiske element for nogle have skabt en os og dem-følelse.

– Bornholm blev bombet, uden man tog så meget notits af det i København. Det var med til, at nogle bornholmere følte sig oversete og marginaliserede, fortæller han og fortsætter:

– Det er en blanding af nuværende problemer med at ligge i Udkantsdanmark og historien med en særlig fortid for sig selv. Den kan man finde frem, pudse af og bruge til et politisk formål.

Bornholm blev afstået sammen med Skåne, Halland og Blekinge i 1668. Bornholmerne gjorde dog selv oprør og slog den svenske kommandant ihjel, sendte en delegation til København og tilbød sig til den danske konge, fortæller historikeren.

Også ifølge ekspert i grænseregioner, Jaume Pinos, kan historiske begivenheder spille en rolle i selvstændighedsbevægelsers politiske kamp:

– Når man har et narrativ, er det også nemt i nogle sager at finde historiske elementer, som kan fortælle historien om at være offer.

Udenlandsk inspiration

Vi er på vores gåtur rundt i Allinge nået ned til vandet ved Nordbornholms Røgeri. På en bænk sætter vi os og kigger ud over Østersøen. Ved synet af de skvulpende bølger føles Danmarks fastland pludseligt langt borte.

Men vi skal endnu længere væk for at finde inspirationen til Tonny Borrinjalands kamp.

– Jeg blev inspireret af Færøerne, Grønland og Ålandsøerne, som har selvstyre fra Finland, fortæller Tonny Borrinjaland, mens vinden trækker op.

Han har rejst til Færøerne ad flere omgange, og med et smil på læben fortæller han nostalgisk om, hvor højt han elskede at høre børnene i gaderne tale det lokale sprog.

– Jeg var meget misundelig på Færøerne, og det er jeg stadigvæk.

– Det går rigtig godt deroppe, men de har også bedre muligheder inden for fiskeriet. Her på Bornholm er sælerne jo fredet. Der er 60.000 sæler, og de æder alle torskene. I gamle dage kunne fiskerne selv sørge for, at der var balance i tingene.

En anden stor inspirationskilde for Tonny Borrinjaland er kantonerne, en form for delvist selvstyrende delstater, som Schweiz er inddelt i.

– Bornholm skal bestemme mere over Bornholm og Christiansborg mindre. Ligesom fynboerne og sønderjyderne skal have mere lokal selvbestemmelse, mener han.

Jaume Pinos udpensler det også meget sort og hvidt:

– Hvis du er en stat, kan du tage dine egne beslutninger. Hvis du ikke er, vil nogle andre tage beslutningerne for dig.

Og Tonny Borrinjaland er en mand, som vil tage sine egne beslutninger.

Ideelt set vil han have genåbnet det gamle landsting i Aakirkeby. Det var her, at de lokale mødtes og tog lokale beslutninger. Det er dog flere hundrede år siden, at det sidst fandt sted.

Store drømme men lille opbakning

Mindre end et landsting kan dog også gøre det for Tonny Borrinjaland i første omgang.

Et af partiets mærkesager er nemlig at øge antallet af kommuner på Bornholm fra en til tre.

– Hvis vi ikke organiserer Bornholm på den måde, ender alt uden for Rønne med at blive et fuglereservat, har han tidligere fortalt til Bornholms Tidende.

Drømme om en anerkendelse af bornholmsk som sprog, selvstændighed på niveau med Færøerne og oven i hatten et universitet på øen. Der er ikke blottet for ambitionerne.

Men i de omkring 30 år, hvor Tonny Borrinjaland har kæmpet sin politiske kamp, har der dog manglet noget andet centralt:

Opbakning.

Han har aldrig fået en plads i det bornholmske byråd, og ved seneste kommunalvalg i 2017 modtog hans parti med sine fem kandidater blot 97 stemmer. Det var det laveste af de opstillede partier og omtrent 100 stemmer mindre end ved det forrige valg.

Men hvorfor bliver Tonny Borrinjaland ved, når der tydeligvis ikke er den store opbakning til hans projekt på øen?

Ifølge Jacob Mosgaard, der er psykolog med en særlig interesse for socialpsykologi, kan det at stå alene om en sag, gøre sagen endnu vigtigere for den kæmpende person.

– Nogle gange kan det at have en sag i sig selv være en drivkraft og være en selvopfyldende kampgejst: Jo mere jeg kæmper, jo mere modstand, jeg møder, desto mere bliver jeg bekræftet i, at jeg er nødt til at kæmpe videre. Fordi der er ingen andre, som gør det, siger han og fortsætter:

– Der findes nogen, som formår at kæmpe for noget, selvom at det umiddelbart udefra virker som om, at de gør det uden, at et fællesskab bakker dem op. For dem, handler det nok ikke så meget om, man når sit mål, men mere om, at man handler på at opnå det.

Ifølge Tonny Borrinjaland selv er årsagen til, at han ikke får mere opbakning enkel.

– Fordi der ikke er stemning for selvstyre. Det er derfor. Desuden er de andre politikere dygtige til at fremføre deres sag. Jeg har ikke været dygtig nok.

Han respekterer, at der ikke er mere stemning for selvstyre, men det får ham ikke til at opgive sit personlige ønske.

– Aldrig nogensinde. Det er bare at hænge i, fordi hvis man bliver ved med at kæmpe, kan det være, man opnår sit mål. Samerne i Nordnorge og Nordsverige var der heller ingen, som lyttede til.

​Martin Klatt, der har sin gang ved Center for Grænseregionsforskning, finder det helt logisk, at Tonny Borrinjaland ikke får mere lokal opbakning. Selvom dialekten er ved at forsvinde, er uretfærdigheden ikke høj nok.

– Der skal være en fortælling om uretfærdighed. Du skal have noget at hænge det op på, ellers får du ikke folk til at bakke op om selvstændighedsbevægelsen, forklarer og fortsætter:

– Du får jo ikke bornholmere til at gribe til våben, men det havde måske været noget andet, hvis der var alvorlig undertrykkelse.

På trods af, at graden af uretfærdighed på Bornholm ikke kan måle sig med de store opgør rundt i verden, er der alligevel nogle omtalte årsager fra Tonny Borrinjalands selvstændighedskamp, som går igen. Fra bombningen af Bornholm til den særlige dialekts faretruende situation.

– Årsagerne til at kæmpe for selvstændighed kan være historiske, økonomiske, politiske og selvfølgelig handle om suverænitet og magt, fortæller ekspert i selvstændighedsbevægelser, Jaume Pinos.

Måske er det slut

​For at ramme mere bredt hos bornholmerne forsøgte Tonny Borrinjaland ved seneste kommunalvalg at gå i en mere mild retning. Han ændrede partinavn til Bornholmernes Parti og gik væk fra fokusset på selvstyre.

Men lige lidt hjalp det ved stemmeurnerne. I dag fortryder han beslutningen og vil næste gang gå tilbage til det oprindelige navn og mål.

Hvis der da bliver en næste gang.

Han er ikke sikker på, at han vil stille op ved næste kommunalvalg i 2021. For første gang på vores weekendbesøg rammes hans stemme af et suk.

Både alderen og fortvivlelsen om, hvem der skal føre sagen videre, når han ikke længere er her, trykker.

– Jeg er ganske sikker på, at nogen vil arbejde videre med sproget. Men politisk tror jeg ikke, at det vil fortsætte, fortæller han.

Dermed risikerer en selvstændighedskamp og måske en dialekt at gå i graven med sin frontmand.

Men sikkert er det, at der er spræl i Tonny Borrinjaland til det sidste.

– Christiansborg vil helst få sproget til at lide en stille og værdig død. De tænker, at hvis vores sprog og kultur bliver fremherskende, så bliver tankegangen; mere vil have mere.

Kilder: Bornholms Tidende, Kristeligt Dagblad, Kmdvalg.dk

Pointer fra Mark Friis Hau. Antropolog tilknyttet
Sociologisk Institut ved Københavns Universitet

​​For uafhængighedsbevægelser kan sprog betyde alt eller ingenting. Hos den skotske betyder det generelt ingenting. Hos den catalanske bevægelse og i Quebec betyder det alt.

I daglig tale er der ingen forskel på nationer og stater, men fra et videnskabeligt perspektiv er det utroligt upræcist. En stat er en politisk organisation, som har suverænitet eller monopol over et territorium. En nation er et folkeslag.

​Byggeklodser til en nation er ofte historie. Men man skal huske på, at historie er ligesom blødt gummi. Du kan hive den i rigtig mange retninger.