Gastrohuset siger farvel til Nexøhallen og goddag til Aakirkebyhallerne. Ved årsskiftet flytter Dennis Wibe-Daner sin virksomhed ind i køkkenet på Grønningen, som han overtager forpagtningen af.
– Bestyrelsen i Aakirkebyhallerne er glad for at have fundet en forpagter, der vil overtage driften af vores køkken, cafeteria og festlokaler og dermed videreføre traditionen med catering, selskaber og masser af god mad, fortæller formand Jesper Munch Ipsen på bestyrelsens vegne i en pressemeddelelse.
Dennis Wibe-Daner glæder sig, og fortæller, at der er flere grunde til, at en flytning til Aakirkebyhallerne er det rigtige for Gastrohuset.
– Jeg har altid haft et godt øje til Aakirkebyhallerne, både fordi det er midt på øen, og fordi jeg altid har hørt gode historier om, hvordan Aakirkebyhallerne var øens foretrukne sted til både catering og events, i hvert fald tilbage i tiden, siger han.