Lene Mandrup Thomsen fortæller, at når man nægter gigtpatienterne den medicin, som man fra lægelig side har besluttet er helt nødvendig for at undgå opblusning af gigten, skaber det utryghed, fordi patienterne frygter varige helbredsskader.
– Patienterne har jo fået at vide, at det er meget vigtigt, at de tager deres medicin, fordi det holder gigten nede. Det er problematisk at fratage patienterne deres medicin, fordi de bliver bange for, om det kan have nogle varige helbredsskader, hvis de ikke tager den.
– Så kan man altid diskutere, om der sker varige skader på få uger, men vi ved jo ikke, hvor længe strejken varer, eller hvor længe patienterne må undvære medicinen, fortæller Lene Mandrup Thomsen.
Gigtpatienter får udleveret medicin på hospitalerne, og ikke på et apotek, og patienterne er derfor afhængige af at få deres medicin via hospitalet. I flere af henvendelserne kan gigtpatienter fortælle, at de ikke kan få deres biologiske medicin på hospitalet og i stedet henvises til at tage Panodil eller Pamol.
– Når patienten ringer ind til hospitalerne, snakker de med frontpersonalet, der oplyser, at patienten ikke kan få udleveret deres medicin og i stedet kan tage enten Pamol eller Panodil mod smerterne. Det, vi har fået at vide fra sygehusadministrationen på Bornholm og den fagligt ansvarlige i Region Hovedstaden, er, at hvis en patient får en opblusning i deres gigt, så skal de henvende sig til deres behandlende læge – men det er ikke det, de får at vide til start, og patienterne kan ikke nødvendigvis vide, om de har en opblusning, og generelt så er en Pamol ikke tilstrækkelig i sådan en situation, det er vi helt uforstående overfor fortæller Lene Mandrup Thomsen.