'Vi er tolerante i Allinge'

'Vi er tolerante i Allinge'
Formand Lene Vinberg og næstformand Anders Koefoed Larsen fra Allinge Byforening.
Fredag 11. juli 2025 • 05:30
Fredag 11. juli 2025 • 05:30

Der er ikke meget brok over turister og folkemødegæster i Allinges Byforening. Men der er stadig plads til forbedring, siger et stort ildsjæleforbillede, som fortsat går sprællevende rundt i bybilledet – men som nogen gerne snart må leve op til.

Havnen er halvt fyldt op, kun enkelte både ligger og vugger i anden række. Solens stråler spejler sig i havnebassinet, en familie har sat gummibåden i vandet og padler stille rundt, mens andre sejlere drikker morgenkaffe og betragter livet på kajen og i Havnegade, hvor folk lufter hund og henter morgenbrød.

Der er feriestemning i Allinge. Senere på dagen vil byen være proppet med mennesker der skal ud at spise eller til koncert på Gæsten.

Men lige nu er det morgen. Meget er som det altid har været, andet er ikke.

Området med flest hoteller

Lene Vinberg og Anders Koefoed Larsen er veteraner i den by, der de seneste 15 år er blevet kendt i hele landet som folkemødebyen. Lene Vinberg voksede op i Havnegade 7, der dengang husede Karlsens Herremagasin, og Anders Koefoed Larsen flyttede til byen i 1965 sammen med sin hustru Ragna, fordi han have fået job som lærer på Allinge Borgerskole. De to har været aktive i lokalsamfundet hele livet, og i 2017 overtog Lene Anders' plads som bestyrelsesformand i Allinge Byforening.

De to er gået med til at give en sommerstatus på livet i Allinge, og lægger ud med en længere diskussion om årstal. Den går helt tilbage til kommunesammenlægningen i 1970, hvor Allinge blev lagt sammen med Gudhjem. Lene Vinberg er 78 og er forlængst gået på pension, men inden da arbejdede hun 47 år i kommunen, og hun husker en undersøgelse fra dengang som viste, at Allinge-Sandvig uden sammenligning var det område med flest hoteller på Bornholm. Det er det stadig, mener hun.

– Hvad fanden er det de kører med, afbryder Anders Koefoed Larsen og peger indigneret på en lastvogn med to containere på slæb, der kommer kørende fra Kæmpestranden med kurs mod Havnegade.

– Det er ikke smart at køre her med den slags tunge køretøjer i højsæsonen, siger den tidligere byforeningsformand, og man fornemmer at sherifstjernen kan komme op af skjortelommen hvert sekund det skal være.


Allinge havn er ved at vågne en salig sommermorgen i juli.

Balfaldera hele ugen

I dag skifter hotellerne og pensionaterne navn og ejere så hurtigt, at ingen af de to veteraner kan huske navnene på dem længere. De er dog enige om, at det hele startede med Blanchs Hotel i 1887. Det lå på Galgebakken tæt på Hammershus, og fik trukket vand med heste nede fra Hammersø. Historien er nærværende i Allinge, som har et særdeles veludrustet lokalarkiv. Her kommer mange og søger efter forfædre og -mødre, og Anders Koefoed Larsen, der er frivillig i lokalarkivet, kan bevidne, at de færreste går tomhændet derfra.

Stenhuggerindustrien har sat sine spor, der var indvandring fra Sverige, som også satte sit præg på området, og Allinge er i dag en by med tydelige spor fra tidligere tiders savværk, færgetrafik, jernbane og stenbrud. Det gælder ikke mindst på havnen, som selvfølgelig er bygget i bornholmsk granit.

Turisterne har faktisk også næsten været der altid, siger de to.

– Jeg kender turistlivet og det er helt fra jeg blev født. Hele sommeren, jeg skal hilse og sige, der var gang i den, siger Lene Vinberg, der lærte tysk de tre år hun arbejdede som sommerhjælp i Sandvig Boghandel.

– Jeg kan slet ikke forstå hvordan alle de hoteller kunne have fester med orkester hver aften dengang, siger Anders Koefoed Larsen, og ser skeptisk ud ved tanken.

Vi er tolerante i Allinge

I dag er der balfaldera på Gæsten i Allinge hele juli måned. Her, i Gæstgivergårdens hyggelige have, har Henrik Lehmann og Malene Botoft gennem 25 år bygget et spillested op, som mange københavnere kommer rejsende til om sommeren for at høre store stjerner optræde i havehøjde. Der festes næsten dagligt, og musikken er så høj, at det er et mysterium, at der ikke er nogen, der klager. For Gæstgiveren ligger midt i byen.

– Der er ingen der klager over Gæsten. Det er mere værtshusene, der engang imellem får besøg af politiet, siger Lene og Anders.

De er enige om, at indbyggerne i Allinge er et tolerant folkefærd. Måske netop fordi de er vant til turisterne om sommeren.

I 2011 fik allingeboerne Folkemødet oveni hatten, en massiv invasion med op mod 60.000 mennesker om dagen. Det er en fire dage lang havefest, der har det med at trække ud til den lyse morgen.

Da bygrænsen blev flyttet

Men man får ikke de to Allinge-veteraner til at klage over Folkemødet.

– Der er altid nogen der brokker sig, fordi byen lukker mere og mere til i ugerne op til. Men vi får meget ud af Folkemødet. For det gør, at kommunen bruger penge på at udvikle vedligeholde havnen og byen. Og det er vi glade for, siger de samstemmende.

Der er én ting, de to byforeningsrepræsentanter kan blive ægte forargede over. Det er udviklingen med ferieboliger og flexboliger. Og her mener de to byforeningsspidser, at kommunen jokkede godt og grundigt i spinaten, da de for en halv snes år siden flyttede bygrænsen mellem Allinge og Sandvig fra svinget oppe ved Hotel Nordlandet – 'jeg kalder det stadig Romantik' indskyder Anders Koefoed Larsen – og ned til Nordlandshallen. Hermed fik alle de huse der tidligere lå i Allinge pludselig status som huse uden bopælspligt. Der er nemlig bopælspligt i Allinge, men ikke Sandvig, hvor bopælspligten blev ophævet i 2014.

– Der blev vi ikke spurgt, noterer Anders Koefoed Larsen med fast stemme.

Senere fandt kommunen ud af, at de havde lavet en fejl. Bygrænsen er nu rykket tilbage til svinget. Til gengæld er det for sent at ændre husenes nye status. De vil i al fremtid have status som flexboliger, og dermed medvirke til, at der udover skolen ikke er meget liv på strækningen om vinteren.


Koncertscenen Harpen er blevet et populært sted at dyrke morgenyoga.

Savner aktivitet om vinteren

Det samme gælder Nørregade, hvor Grønbechs Hotel og Gæsten gennem årene har opkøbt en del huse. De bruges til medarbejdere og gæster i sæsonen. Resten af året står de tomme. Det er også noget man forsøger at modarbejde i byforeningen. Det sker i samarbejde med kommunens afdeling for juridisk service.

Allinge og især Sandvig er med Anders Koefoed Larsens ord døde i vinterhalvåret. Lene nikker.

– Jeg savner den store aktivitet, man ser i de andre store byer, i for eksempel Nexø hvor de laver arrangementer, og Aakirkeby og Rønne, siger Lene Vinberg.

Af samme grund efterlyser hun nye kræfter i byforeningen.

– Vi kunne godt tænke os flere frivillige personer af yngre årgange. Interesserede, aktive personer. Vi bliver altså for gamle, istemmer Anders Koefoed Larsen. Det er i år 50 år siden at den nu 86-årige ildsjæl var en af bærende kræfter bag opførelsen af Nordlandshallen, en moderne idrætshal, som hvert år danner rammen om alt fra revyer til nytårskoncerter, messer og folkemøde-aktiviteter – og så selvfølgelig sport inden for stort set alle idrætsgrene. Hvem skal være fremtidens ildsjæle? Svaret blafrer i sommervinden over Allinge havn.

Hvor er afløbene henne?

Anders Koefoed Larsen slutter samtalen af med en tur ud på Kæmpestranden bag Netto. Området, der anvendes til Folkemødet og som turistparkeringsplads om sommeren, blev ramt af en voldsom stormflod i 2023. Oprydningsarbejdet er netop afsluttet, men der er hår i suppen.

– Hvorfor er der ingen afløb, spørger Larsen, og traver derud hvor Kæmpestranden slutter og havet begynder. Han peger på noget der ligner en stor brønd, men det er affaldsstation for mobilehomes. Der er ganske rigtigt ikke skyggen af et afløb på den kæmpestore parkeringsplads.

– Hvis der kommer en stormflod igen kan vandet jo ikke komme væk, siger Anders Koefoed Larsen, og man kan næsten se sherifstjernen vibrere i brystlommen.

På vejen tilbage til havnen bemærker han ligeledes manglen på affaldsspande i området. Der er stadig plads til forbedring i Allinge.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT