Cykelnerven er et velgørenhedsløb, hvor deltagere cykler i bjerge kendt fra Tour de France. Det gør de for at indsamle penge til forskning i sclerose, og næste år vil der være et bornholmsk hold i feltet. Allerede i år cyklede flere bornholmske ryttere med i Pyrenæerne. En af dem var Søren Danig, som har sagt ja til at søsætte, samle og blive holdkaptajn for et bornholmsk hold, fortæller Scleroseforeningen, som arrangerer Cykelnerven.
– For mig er det afgørende ved at deltage i Cykelnerven, at man bliver en del af et fællesskab, og det er svært uden en lokal tilknytning. Selv elsker jeg at cykle, og det motiverer mig med nogle udfordringer, men også at støtte det arbejde, Scleroseforening gør, som blandt andet gavner min egen hustru, der har sclerose, siger Søren Danig i en pressemeddelelse.
Hans mål er at samle et hold af bornholmske cykelentusiaster, der træner sammen i det omfang, det passer de enkelte deltagere.
– Vi støtter hinanden med indsamlingsdelen og gør kampen mod sclerose synlig i det bornholmske landskab, siger Søren Danig.