Bornholms Tidende lukker trykkeriet: Nu skal avisen trykkes på Sjælland

Bornholms Tidende lukker trykkeriet: Nu skal avisen trykkes på Sjælland
Bornholms Tidendes trykkeri på Lillevangsvej lukker. Foto: Jens-Erik Larsen
| 25. NOV 2020 • 15:36
Af:
redaktionen

25. NOV 2020 • 15:36
Siden 1866 er Bornholms Tidende udkommet på papir – i en avis, der altid er blevet trykt på Bornholm.

Men fra starten af det nye år vil avisen ikke længere selv eje det trykkeri og have ansat det personale, der hver dag sætter trykpressen i gang.

I stedet skal Bornholms Tidende i fremtiden trykkes på Sjælland.

Det oplyser formanden for avisens bestyrelse, Peter Brandt Koefoed, der forklarer, at udviklingen har medført, at det er blevet billigere at trykke aviser på store trykpresser.

– Ved at lukke vores trykkeri frigiver vi midler, som vi vil investere i vores kerneopgave – at lave kvalitetsnyheder til bornholmerne på papir og digitalt, så det ser vi som den rigtige og naturlige forretningsmæssige beslutning for Bornholms Tidende og vores læsere, siger formanden ifølge en pressemeddelelse.

Bornholms Tidende er det sidste store trykkeri på Bornholm, og det er ”en stolt tradition og en del af avisens dna”, der nu lukker, lyder det fra administrerende direktør Kim Eland.

– Vi er desværre også nødt til at sige farvel til fem dygtige og loyale medarbejdere, hvor enkelte har været ansat i rigtig mange år, hvilket er trist, siger Kim Eland.

Chefredaktør: Papiravisen får et løft

Chefredaktør Øjvind Hesselager fortæller, at avisen gennem længere tid har kunnet vise flotte læsertal, og at man med de nye investeringer kan udvikle både papiravisen og de digitale nyheder.

– Vi giver papiravisen et løft med flere redaktionelle ressourcer og en bedre papirkvalitet, og på det digitale område kommer vi til at lave en gennemgribende omlægning allerede i løbet af de kommende måneder med en mere funktionsdygtig hjemmeside og helt ny e-avis i starten af januar 2021. Det glæder vi os rigtig meget til at vise læserne, siger Øjvind Hesselager.