Ejendommen råder over hovedhuset med to længer, der rummer staldbygninger og værksted, samt et landbrugsareal på godt 10 hektar jord fordelt på fire marker.
Bornholms Økojord overtog ejendommen den 1. april. En af de første opgave bliver at omlægge jorden til økologisk drift, der primært er tiltænkt grøntsagsproduktion.
– Vi har pløjet jorden og sået med grøntgødning (forskellige planter som bidrager til jordens frugtbarhed, red.). I år består arbejdet i at forberede jorden til vores første dyrkningssæson, som bliver i 2022, siger Emilie Ulrik-Petersen, der tidligere har drevet Permagrønt i Melsted og dermed trækker på en erfaring som grøntsagsproducent.
Egentlig lå det ikke i kortene, at Emilie Ulrik-Petersen selv ville være forpagter, men i kraft af sit virke som bestyrelsesmedlem i Bornholms Økojord, fik hun mod på at starte op med landbruget igen, forklarer hun.
– Jeg har været væk fra landbruget og Bornholm i nogle år, hvor jeg blandt andet har fået min søn og holdt en pause fra landbruget. Men i processen med at finde en ejendom, tænkte jeg; det kunne godt være mig. Det er et hårdt og slidsomt arbejde at drive landbrug, men jeg er klar til at tage fat igen, siger Emilie Ulrik-Petersen, der bor i Rutsker med sin mand og dreng.