Bornholmerkrimiens særlige kendetegn: Solskinsøen i mørke og finurlige skikke

En rå klippeø som ramme om et råt mord, sådan åbner Sara Blædel sin krimi “Opløst” og der er efterhånden så mange kriminalromaner, der har sit afsæt her på Bornholm, at der er opstået et begreb, man kalder bornholmerkrimier. En af dem, der ved mest om nichegenren, er den yderst belæste, klassisk dannede og veltalende charmetrold Bo Tao Michaëlis.

Bo Tao Michaëlis. Foto: Lars Hansen/Ritzau Scanpix

Bo Tao Michaëlis har i omkring 30 år været toneangivne litteratur- og kulturkritiker på Politiken med særlig kærlighed til krimier. Men han har også et blødt punkt for Bornholm, fordi han siden han var to år har holdt ferier i Tejn, hvor hans bedstemor boede i det hus, han har i dag. Bornholms Tidende har mødt Bo Tao Michaëlis til en snak om de særlige træk ved både bornholmere og bornholmerkrimier.

Hvad er de særlige kendetegn ved en bornholmerkrimi?

– I den genre, der hedder etnologiske krimier, placerer forfatteren handlingen i en fjern en provins. Det giver mulighed for at indflette beskrivelser af det folk, der lever i regionen, af deres natur og kulturs særlige kendetegn. Det er en tradition, der går tilbage til Sherlock Holmes. Han hensatte gerne sin fortælling, i et miljø, man ikke kendte så meget til. Det kunne være en skotsk egn. På den måde brugte man krimien til at promovere en lidt ukendt destination, der dermed blev gjort eksotisk. Handlingen krydres med pudsige særegne kendetegn. I bornholmerkrimier kunne det være egnsretter som røgede sild. I krimien dyrker man at bruge solskinsøen i den mørke tid, og så dyrker man kendskabet til specifikke bornholmske finurligheder, sæder og skikke, forklarer Bo Tao Michaëlis.

Mordet i Vestermarie

Hvornår startede bornholmerkrimitendensen?

– Det var den flittige kriminalforfatter Baron Palle Rosenkrantz, der i 1902 slog hele kriminalgenren i Danmark an med sin krimi “Mordet i Vestermarie”. Siden skrev han 80 bøger, og han var en af de bedste sælgende forfattere i sin tid. “Mordet i Vestermarie” var baseret på en ægte kriminalgåde, en slags true crime kan man sige. Den handler om en kirkemøller i Vestermarie, der en nat i 1833 bliver myrdet på vej til Rønne bærende på en større sum penge. Rosenkrantz fletter mange skæve skikkelser og folklore ind, svarer Bo Tao Michaëlis i højt tempo.

Hvad skal en bornholmerkrimi indeholde?

– Jeg synes ikke, at alle krimier, der har afsæt på Bornholm, er ægte bornholmerkrimier. Men det er Pernille Boelskovs bøger. Hun var den første bornholmerkrimiforfatter, det var udgivelser på eget forlag, og de blev kun solgt i William Dams boghandel. Fortællingen forlyder, at en tysk turist faldt over hendes bog og oversatte den til det tyske marked, hvor den solgte godt. Jeg fandt selv den første krimi, og så begyndte jeg at nyanmelde hendes krimier i Politiken, siger Bo Tao Michaëlis og tilføjer:

– Den sidste ting, der gerne må være flettet ind i bornholmerkrimier, er en stemning af det ordner vi selv, også når det kommer til opklaringen af et mord. Og så er der også plads til lidt magisk realisme, det passer godt til øen med hekse, trolde og mystik i naturen. Men det skal være båret af en klar kold rå stemning, som er et gennemgribende kendetegn ved den krimigenre, som englænderne har døbt Nordic Noir. Det lyder fransk, men i Frankrig kalder de vores krimier for Polar Noir (polar er slang for krimi), uddyber Bo Tao Michaëlis.

Bo Tao Michaelis som nyslået student på ferie på nordlandet.


Knyttet til Bornholm

Hvordan oplevede du øen som knægt?

– Jeg er så gammel, at jeg husker, at der var tog. Jeg gik langs skinnerne med min mor. Grisen mellem Nexø og Rønne tog en time. Hvis vi bliver inden for transport, så jeg kan huske, at der var to både til Bornholm, og vi tog aldrig 66-båden. Den var for de fine. Vi tog natbåden til Rønne, og når den havde sat passagererne af der, sejlede den videre til Gudhjem, så til Allinge og til sidst kunne passagerer, der skulle til Nexø, komme af. Hvis der var storm, så lagde båden til i Hammerhavnen, hvor der oftest var læ, mindes Bo Tao Michaëlis.

Hvor føler du dig hjemme på øen?

– Jeg har altid været glad for Allinge og Hasle, det var sådan nogle no-nonsens byer. Der var temmelig religiøst, da jeg var dreng. Tejn var nærmest tørlagt. Selvfølgelig drak fiskerne, men det var i smugkroskure på havnen. Derudover var der kun brugsen, som solgte øl og vin. På hotellerne kunne man kun få øl, men det krævede, at man købte en mad. Det var sådan en vandreostemad, som man for guds skyld ikke skulle spise. Men der er sket meget på nordlandet, siger Bo Tao Michaëlis med et smil i stemmen.

Forstår du bornholmsk?

– Det gør jeg. Da jeg var dreng, så fik jeg at vide, at jeg skulle snakke rønnefint for at klare mig. Jeg oplever, at bornholmerne føler, at deres dialekt er værd at bevare. Jeg kender folk, der fastholder deres bornholmske med stolthed, svarer Bo Tao Michaëlis med rønnefin accent, der beviser, at han mestrer tonen og tilføjer:

– Jeg har på fornemmelsen, at flere og flere foreninger vil kæmpe for at bevare dialekter.

Finurlig folkesjæl

Hvordan oplever du bornholmere?

– Bornholmere minder lidt om irererne. De er komplekse. De er pisse revolutionære, og så har de en enorm venlighed. Der er højt til loftet: Sådan en grundstemning af 'vi ordner det, uden at blande for mange ind i det'. Attituden er: Jeg kommer lige forbi, så klarer vi det. Men så en gang imellem, så bliver bornholmeren smålig og går i lidt for små sko. Det er hurtigt tilgivet, det er bare, fordi de har en slags stolthed, svarer Bo Tao Michaëlis og skynder sig at fortsætte:

– Men der er også grænser. Jeg husker en gang, jeg skulle have lavet noget på mit hus i Tejn. Jeg havde fået anbefalet en snedker fra Snogebæk. Men da han hørte, at opgaven var på nordlandet, så svarede han, at han orkede ikke at køre så langt. Der er 27 kilometer, ler han og fortsætter:

– Der kan være en attitudeforskel fra den ene side af øen til den anden. Jeg kan huske, at en handymand, der var flyttet til Tejn, betroede mig, at årsagen til, at han var flyttet fra Rønne, var, han var blevet træt af storbyen. De havde så travlt i Rønne, og ingen kendte hinanden.

Man knytter sig til Bornholm

Hvordan vil du beskrive bornholmernes grundtræk?

– Bornholmere har en rummelighed, der er plads til, at vi redder alle. Så længe man opfører sig ordentligt, er man velkommen. Lige så bløde, som de er, lige så benhårde kan de også være. Der er et gammelt sømandsmundheld, der siger, at der skal ikke være flere bornholmere på en skude, end der er master, for de skal kunne klynges op, ler Bo Tao Michaëlis varmt.

– Bornholmernes fundament er præget af både en anarkisme, fordi de flere gange har oplevet det traume, at blive overset i slutningen af krige.

Det andet stærke træk i Bornholms dna er, at øen har bestået af en harmonisk blanding af bønder, fiskere og handelsfolk. De var alle sammen frie mennesker. Det har præget arketypen på øen. Der har aldrig været herremænd. Ingen var stavnsbundet og tyranniseret af lensgrever. Øen lå langt væk fra kongen, så man har lært at klare sig selv og tage styringen i egen hånd. Det er herligt, og man knytter sig til øen og dens folk.

Bornholms kolde krimier

Sara Blædel: 'Opløst'

Katrine Engberg: 'Isola'

Pernille Boelskov: 'Bornholmerdybet'

Anna Ekberg: 'Den hemmelige kvinde'

Jussi Adler-Olsen: 'De grænseløse'

Kirsten Sonne Harild: 'Den vilde'

Birgitte Stender-Jensen: 'Vintermørke'

Erling Haagensen: 'Gudhjem-fortællinger' (noveller)