Bornholm er nummer 83: Ligestilling trækker op – indkomst ned

Bornholm er nummer 83: Ligestilling trækker op – indkomst ned
Bornholm placerer sig som nummer 83 blandt de 95 kommuner, der er med i en ny rangering af de danske kommuner. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 15. APR 2021 • 14:16
Henrik Nielsen
Journalist
| ABONNENT
15. APR 2021 • 14:16

STATISTIK

Ni forskellige faktorer og 28 forskellige parametre er i spil, når lejeboligportalen Findboliger.dk vurderer og rangerer landets kommuner. Portalen er dagligt i kontakt med mennesker, der flytter til steder, de ikke kender i forvejen. Derfor har den undersøgt forskellige faktorer, som, den mener, er vigtige for at finde ud af, hvordan de danske kommuner rangerer i forhold til hinanden.

På baggrund af faktorer som ligestilling, indkomst og kriminalitet rangerer Findboliger.dk 95 af landets kommuner, og Bornholm lander på plads nr. 83.

For hver af de ni faktorer er kommunerne tildelt en score mellem 1 og 10, og Bornholm lander på et gennemsnit på 5,33. I ligestilling og miljø opnår kommunen et nital, mens den i indkomst bliver tildelt bundkarakteren 1.

For samtlige kommuner er scoren baseret på indekstal. Kategorierne er vurderet og udregnet på baggrund af flere parametre og datasæt. For hver kategori er der taget højde for, om der skulle indekseres pr. indbygger, familie, bilejer og så videre alt efter, hvilken specifik gruppe der gav mening for den individuelle kategori, fremgår det af Findboliger.dk. For hver parameter er de seneste tilgængelige datasæt anvendt.

Tre er ikke med

Bag Findboliger.dk står Reva Media, der ofte oplever, at deres kunder kan være i tvivl om, hvilken kommune der passer til deres livsstil. Derfor har de lavet dataplatformen, som de kalder Danmarks bedste kommune.

– Med Danmarks bedste kommune kan brugerne nemt finde data på alle kommuner i Danmark. Og det har været vores mål fra starten. Det her er en mulighed for alle, der har brug for noget statistisk viden om kommunerne i Danmark, siger administrerende direktør Jan Revald i en pressemeddelelse.

Ifølge Findboliger.dk er Egedal i Nordsjælland Danmarks bedste kommune. Blandt de 95 kommuner i oversigten opnår Lolland den laveste score.

Frederiksberg, Fanø og Læsø er ikke med i rangeringen. Det skyldes ifølge Reva Media, at der ikke var adgang til data for alle de ni faktorer, der er målt på. Derfor ville det ikke være fair at inkludere dem på lige fod med de andre kommuner.

 


Det scorer Bornholm

Ligestilling 9

Miljø 9

Trafikuheld 6

Kriminalitet 8

Uddannelse 3

Beskæftigelse 3

Indkomst 1

Sundhed 2

Bolig 7



FÅ ABONNEMENT