Bente Helms efter dom: 'Man burde have set advarselslamperne lyse'

Bente Helms efter dom: 'Man burde have set advarselslamperne lyse'
Bente Helms. Foto: Jens-Erik Larsen
Tirsdag 30. marts 2021 • 17:01
Mads Westermann
Journalist
Tirsdag 30. marts 2021 • 17:01

PSYKIATRI

Hændelsesforløbet ved den 42-årige Jens Henrik Nielsens henvendelse til Psykiatrisk Center Bornholm i juni 2020 overrasker Bente Helms.

Hun er formand for Bornholms Udsatteråd og lokalformand for den bornholmske afdeling af Sind, som er en landsforening, der arbejder for at skabe forståelse og tolerance for mennesker med sindslidelse og deres pårørende.

Jens Henrik Nielsen, der mandag ved Retten på Bornholm blev fundet skyldig i drabsforsøg og blev idømt tidsubestemt anbringelse på en psykiatrisk afdeling, forsøgte nemlig få uger inden drabsforsøget at få hjælp på Psykiatrisk Center Bornholm.

Han skærer sig selv i håndledene og opsøger Psykiatrisk Center Bornholm.

Her bliver han efter en samtale med en psykiater diagnosticeret med en paranoid psykose, men han bliver ikke indlagt.

Den samme type psykose, som en efterfølgende mentalundersøgelse af Jens Henrik Nielsen betegner som "et systematiseret sæt af paranoide vrangforestillinger". Han troede, at den mand, som han senere forsøgte at dræbe, ville forgive ham ved at putte gift i hans drikkevand.

– Man burde allerede dengang have set advarselslamperne lyse, siger Bente Helms til Bornholms Tidende, da hun får hændelsesforløbet refereret.

– Manden henvender sig jo selv og giver udtryk for, at han har det forfærdeligt, Det er ubegribeligt, at han ikke er blevet tilbudt hjælp, fortsætter hun.

Flere med samme problemer

Bente Helms tager dog det forbehold, at hun ikke kender omstændighederne ved Jens Henrik Nielsens henvendelse til Psykiatrisk Center Bornholm i detaljer, og at hun derfor kun udtaler sig på basis af det, hun har fået refereret om hændelsesforløbet.

– Det kan jo selvfølgelig være, at han selv har modsat sig indlæggelse, og så kræver det noget helt andet at få ham tvangsindlagt.

Men det, hører jeg, ikke er tilfældet her.

Som lokalformand for Sind har Bente Helms et indgående kendskab til det psykiatriske beredskab på Bornholm, og hun mener ikke, at beslutningen om ikke at indlægge Jens Henrik Nielsen kan skyldes resourcemangel på Psykiatrisk Center Bornholm.

– Det er min opfattelse, at de har en fin bemanding, så det må være noget andet, der har udløst den beslutning, siger hun.

Bente Helms håber, at den konkrete sag giver anledning til eftertanke på Psykiatrisk Center Bornholm, således at borgere med tilsvarende symptomer i fremtiden vil blive mødt på en anden måde.

– Han er jo ikke den eneste. Vi har flere borgere med tilsvarende problemer på Bornholm.

En samlet vurdering

På Psykiatrisk Center Bornholm hverken kan eller vil klinikchef Ellen Kappelgaard udtale sig om Jens Henrik Nielsen henvendelse.

– Jeg kender ikke sagen i detaljer, og jeg må i øvrigt ikke udtale mig om konkrete sager, siger hun til Bornholms Tidende.

Hun vil dog gerne fortælle, at der, når en borger henvender sig til centret og beder om hjælp, bliver foretaget en konkret vurdering af borgerens behov for behandling.

– Før vi kan indlægge en borger, skal vi vurdere, at vedkommende er til fare for sig selv eller for andre. Hvis det ikke er tilfældet, kan vi tilbyde andre former for behandling. Eksempelvis medicinsk eller ambulant behandling, forklarer klinikschefen.

Hvorfor selvskade, sådan, som det var tilfældet, da Jens Henrik Nielsen henvendte sig til centret, ikke gav anledning til at vurdere, at han var til fare for sig selv, vil Ellen Kappelgaard ikke udtale sig om, fordi der er tale om en konkret sag, men hun forklarer, at det igen kommer an på den samlede vurdering, som psykiateren foretager.

– Der findes desværre flere mennesker på denne ø, som skader sig selv, uden at det er for at tage livet af sig. Selvskaden kan eksempelvis være foretaget i en affekt, som efterfølgende er klinget af. Så vurderer man normalt ikke, at vedkommende er til fare for sig selv, siger hun.

FÅ ABONNEMENT