Johannes Dam og Søn har også en aftale med Singapore Airlines, og nu er virksomheden kommet endnu mere ind på markedet i det asiatiske land.
– Det er helt fantastisk, og det er noget, jeg har glædet mig meget til, og det er med til at gøre, at jeg er meget positiv for fremtiden, siger Johannes Dam.
Aftalen med Culina har han endda arbejdet på i et par år.
– De har også en travl virksomhed. Hver gang der kommer en form for højsæson for dem, eller der er kinesisk nytår, som spiller ind hos dem, forlænger det hele dialogen. Men de har i længere tid modtaget prøver, og her var den største udfordring faktisk, at prøverne ikke skulle være ødelagte, når de kom frem, siger han og fortsætter:
– Så til den endelige afgørelse var vi nødt til – eller jeg krævede det nærmest – at jeg ville give dem nogle kiks, de skulle bare betale for transporten med fly til Singapore. De levede op til alle standarder og kravene, som de havde for, hvordan en kiks skulle se ud, når de kom frem, fortæller han.