Fleksboliger er velkomne – men her sætter de grænsen i Snogebæk

Sæsonen er slet ikke slut i Snogebæk, hvor turisterne stadig giver de erhvervsdrivende nok at se til.

Der er ganske fredeligt i Snogebæk tirsdag formiddag, da Tidende ruller ind med den store mobilredaktion, som også i denne uge er taget ud i sensommerlandet.

Både turister og parkeringsproblemer skal man kigge langt efter denne septemberdag, men freden varer ikke så længe, fortæller formanden for byens borgerforening, Henning Bender, da han ved elleve-tiden guider rundt for at finde den bedste placering på byens utallige parkeringspladser.

– Der er allerede ved at være fyldt godt op derovre, og når det bliver middagstid er den der også fyldt. Du kan selvfølgelig holde på pladsen foran røgeriet, men du bliver skjult bag bilerne, hvis du ikke holder frem i forreste række, råder han.

Og ganske rigtigt - inden klokken bliver 12 er der masser af biler og mennesker i den lille havneby med de mange isbutikker.

Det går gevaldigt godt i Snogebæk - faktisk næsten for godt, fortæller formanden, som sammen med Ulla Bach Pedersen og Jeanne Pind har takket ja til at mødes med Tidende og fortælle lidt om, hvordan det går i byen.

– Det er blevet et vældig turistet sted om sommeren, og det betyder, at alle de parkeringspladser, der overhovedet er, bliver fuldstændig optaget.

– Vi må stå og holde bilerne væk, når vi holder kræmmermarkedet. Og ved et af børnekræmmermarkederne var en bil kørt ind imellem bordene for at parkere, fortæller han vantro.

De mange biler kan til tider opleves helt farlige, fordi der ikke er et fortov i byen.

– Og folk fra København er jo vant til, at der er fortov, så de kører bare 50 kilometer i timen. Men der er ikke noget fortov i Snogebæk, så der er rigtig mange mennesker på vejen, fortæller han.

Borgerforeningen har imidlertid både forespurgt på ensretning på Hovedgaden, ligesom der er blevet spurgt om et vejbump ved børnehaven.

– Men vi har fået nej, fortæller Ulla Bach Pedersen.

Alle er med i foreningen

Bortset fra de trafikale udfordringer, så går det godt i byen. Der er en fin tilflytning og et godt sammenhold, fortæller de tre bestyrelsesmedlemmer, som alle er tilflyttere, der har fundet lykken i Snogebæk.

– Jeg kan ikke forestille mig at bo andre steder, understreger Jeanne Pind.

– Vi har et godt sammenhold, og folk bakker op om tingene her i byen. Vi har heller ikke problemer med at finde frivillige, fortæller Ulla Bach Pedersen, som står for de omfattende vagtplaner til årets 14 store kræmmermarkeder.

– Man bliver taget godt imod, når man flytter til byen. Det kræver nok, at man lige selv gør en indsats og byder sig til, men så bliver det taget imod med kyshånd, og så er man med, fortæller Jeanne Pind.

Blandt andet er der flere af de yngre kræfter, der har meldt sig til at være suppleanter i bestyrelsen for borgerforeningen. I Snogebæk er alle borgere i byen nemlig medlem af borgerforeningen. Der er hverken indmelding eller kontingent.

– Vi er en forening af alle de mennesker, der har folkeregisteradresse indenfor byskiltet, og så bestemmer man selv om man vil dukke op til generalforsamlingerne og bruge sin stemmeret, forklarer Henning Bender.

Foreningen balancerer nemlig fint med indtægterne fra udlejning af Folkets Hus, ligesom de ejer små huse på begge sider, som lejes ud til en restaurant og et par små butikker. Desuden udlejer og vedligeholder de et par offentlige toiletter til kommunen, ligesom de modtager lokalsamfundspuljen.

– Det er bare sådan, man altid har gjort her i byen. Så er alle medlemmer og har noget at skulle have sagt, men folk udenfor byskiltet må også dukke op til arrangementerne, fortæller formanden.

‘Det norske slot’

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange fleksboliger i Snogebæk også, men fordi man i byen altid har været vant til at have store sommerhusområder i baghaven, er det ikke noget, man kan hidse sig op over.

– De renoverer jo husene og køber byggematerialer her på øen, nogen deltager i fællesspisning og vores brugs er meget afhængig af alle sommerhusejerne, fortæller de.

– Helt basalt, så bor vi jo bare i øens største sommerhusområde.

– Det betyder, at Snogebæk er to helt forskellige byer. Der er sommer-Snogebæk med alle turisterne, hvor man lige hilser på naboen over hækken. Men så er der også et andet Snogebæk, som begynder at starte op nu her, hvor alle foreningsaktiviteter starter op, og man kommer hinanden mere ved og måske spiser sammen af og til. Det er to helt forskellige byer, forklarer Jeanne Pind.

Sommerhusejerne er imidlertid velkomne - alt det, de vil, men i borgerforeningen trækker man nok grænsen, når man begynder at fælde træer for at få havudsigt fra sit sommerhus.

– Det er jo det mest mærkværdige, for tilbage i midten af 1800-tallet blev den del af Snogebæk skænket beboerne af Frederik 7. på den betingelse, at de plantede læhegn, fordi der var sandflugt, fortæller Henning Bender, som er historiker.

– Og så kommer sommerhusejerne og vil have havudsigt, og det er tydeligt at se, at sandet begynder at forsvinde, for det er så fint, og træerne er til for at binde sandet, fortæller han.

I Snogebæk giver man ikke meget for 'det norske slot' med panoramaudsigten, som vi for nylig kunne beskrive i Tidende. Huset er nemlig sat til salg for det højeste beløb på Bornholm nogensinde.

– Men alle de andre almindelige sommerhusejere, kan vi jo ikke have noget imod, smiler formanden.

De kan dog hurtigt blive enige om, at de ikke håber, der bliver lagt mere land ud til sommerhusområder.

Fiskere og landmænd

Som et populært turistmål, kan Jeanne Pind godt frygte, at byen på sigt kan miste sin charme og sin autencitet, hvis ikke de er opmærksomme på ikke at lade sig rive med.

– Jeg kan frygte, at det bliver lavet om til sådan en slags Tivoli-land. Hvor vi ikke kan styre det, eller hvor folk får en eller anden fjollet idé, så vi kommer til at ligne et eller andet nede sydpå, som vi ikke bryder os om, forklarer hun.

Der har endnu ikke været en overvejende fare, men når sommerhusene kan blive større og større, så kan hotellerne måske også, og så kan det hurtigt blive en glidebane.

– Men vi har en ret stærk identitet i Snogebæk, for i gamle dage var det fiskerne, der boede hernede, og de havde ingen penge, og så boede alle de rige bønder i Poulsker, så dengang var det meget opdelt, fortæller Ulla Bach Pedersen.

– Og bytinget var jo i Poulsker, så da man eksempelvis ville have asfalteret hovedgaden, så syntes de ikke, at det var vigtigt. Derfor måtte borgerne i Snogebæk selv samle penge ind til at få det gjort.

Heldigvis er stridsøksen mellem Poulsker og Snogebæk for længst begravet, men da en landmand i nyere tid rykkede teltpælene op og flyttede tættere på vandet, skulle han alligevel lige høre til sagen.

– Så spurgte de mig forsigtigt, om vi havde noget imod gårdejere hernede på havnen, ler Henning Bender, som heldigvis kunne forsikre tilflytterne om, at den konflikt hørte fortiden til.

I Snogebæk er der ingen, der spørger til uddannelse og baggrund, men man bliver sandsynligvis inviteret til at give et nap med, mener formanden.

– Det er mere usnobbet her, og vi hygger os rigtig godt sammen.

Har bestilt gravsted

Skulle man vove at drømme lidt stort for fremtiden, så er byens ønske fortsat, at de gamle planer om et idrætscenter i Snogebæk kunne blive til virkelighed.

– Hvis alt var, som det burde være, så skulle Poulsker IF jo flytte op på den mark, for det ville skabe en by, der hang sammen, mener Henning Bender.

Når han skal i fitnesscenteret, ser han ingen anden udvej end at tage bilen. For der er ingen cykelsti, og særligt om sommeren er der tæt trafik, og det er utrygt.

– Det er bare ærgerligt, at det ligger så langt væk fra byen.

– Men det er jo ikke noget, der fylder så meget mere, selvom det altid lige kommer op, når der er kommunalvalg, smiler Ulla Bach Pedersen.

– Jeg kunne også drømme om et plejehjem. Det ville være dejligt at vide, at man kunne blive boende i byen, selvom man ikke længere kunne klare sig selv, foreslår jeanne Pind.

Henning Bender og konen har allerede bestilt gravsted i Paradisbakkerne, så de er sikre på at blive i området for tid og evighed.

– Det kan vel siges at være en indikation på, hvad jeg har tænkt mig, ler han.