Der er indgået teknisk valgforbund mellem Socialdemokraterne, Enhedslisten, De Radikale, Moderaterne, SF og Alternativet i Region Østdanmark, og selvom valgforbundet blot er teknisk, har partierne valgt at melde fælles mærkesager ud.
De står sammen om seks overordnede punkter, der er døbt ”lighed i sundhed, værdig psykiatri, grøn omstilling, en attraktiv arbejdsplads, ansvarlig og lydhør ledelse samt borgerinvolvering.”
Men eftersom der er tale om et teknisk valgforbund, har ingen af partierne lovet at føre en samlet, konkret politik ud i livet eller at pege på hinanden efter valget. Hvert parti har dog skrevet nogle sætninger i deres fælles pressemeddelelse om baggrunden for valgforbundet, og fire partier fremhæver sundhed og psykiatri som de første punkter i deres motivering for samarbejdet. Socialdemokratiet indleder deres motivering med, at de er stolte af de fælles ambitioner de seks partier imellem, mens Enhedslisten disker op med det absolut korteste citat: ”Rødt, grønt og demokratisk. What’s not to like?” Der er regionsrådsvalg samme dag som kommunalvalg, nemlig tirsdag den 18. november.