Han er ældrerådets nuværende formand, men genopstiller ikke.
– Om 14 dage bliver jeg 78 år. Jeg har siddet 18 år i kommunalbestyrelsen, 12 år i ældrerådet, og som formand andre steder. Nu synes min kone og jeg ikke, at der skal være så meget kalendergymnastik mere, og vi vil også gerne bruge tiden på at besøge vores børn. En anden ting er, at der har været en hård periode. Der har været besparelser, besparelser, besparelser, når vi har skullet lave budget hvert eneste år, og der synes jeg virkelig, at de ældre har været hårdt ramt, siger han.
Et pludseligt ryk
Erik A. Larsen har selv haft gang i lobbyismen for at skaffe nye kandidater, selvom han ikke genopstiller. Og eftersom kun ét af rådets nuværende medlemmer genopstiller, vil selv et fredsvalg kræve yderligere otte navne på kandidatlisten.
– Jeg har været rundt at spørge, om den og den ikke skulle genopstille, eller om det ikke kunne være interessant for andre. Men jeg synes desværre ikke, at interessen var så stor, siger han.