Midt i elendigheden valgte de menneskeligheden

Birgitte Borgen Müller Marcussen skriver om besættelsen. Her er to beretninger fra slutningen på 2. verdenskrig, der fortæller om bornholmere, der aktivt foretog beslutninger for at mindske andre menneskers lidelser.

Kulturugen giver mulighed for at få viden om vores egen historie. Ganske vist kan vi klandre folk ovrefra over, at de ikke kender til bombardementerne af Nexø og Rønne og ikke kender til den russiske periode, men vi mangler selv viden.

I løbet af august er der dukket to erindringer op om afslutningen på 2. verdenskrig. De fortæller om mennesker i den totale elendighed, og samtidig fortæller de om bornholmere, der aktivt foretog beslutninger for at mindske andre menneskers lidelser.

I begge fortællinger indgår lidelse, men i begge fortællinger indgår mennesker, der konfronteret med elendigheden spontant handler.

Menneskelig lidelse på dyrskuepladsen

Den ene fortælling er fra en herboende ældre mand, der ønsker at være anonym i Bornholms Tidende, men gerne skriver erindringer. Han fortæller:

"Nu vil jeg prøve at skrive lidt om mine oplevelser under krigen fra 1940 til 1945. Da den sluttede, det var først da, at vi to drenge fik at vide, at vores far havde været aktiv i modstandsbevægelsen.

Den 8. maj 1945 fik jeg fri fra skole. Midt under en time kom vores lærer ind i klassen og sagde, at nu skulle vi skynde os at køre hjem, for russerne bombede Nexø. Vi skulle have en blyant i munden, så vi ikke kom til at bide os i tungen, hvis der kom nogle store brag.

I de dage omkring først i maj kom der en masse tyske flygtninge til Bornholm, som blev samlet sammen inde på dyrskuepladsen. Der blev sagt, at der var omkring 7.000 til 14.000, både børn og gamle og soldater.

På et tidspunkt fik min far en opringning fra det russiske kommandantskab om, at de ikke havde fået noget at spise i fire døgn. Min far svarede, hvordan han skulle kunne skaffe mad til så mange mennesker. Der blev svaret, at det måtte han selv finde ud af.

Vores nabo havde en kålroedynge liggende. Min far spurgte vores læge, om det var noget, der kunne bruges. Det kunne det godt. Så min far fik fat i nogle naboer med heste og vogne og kørte ind med en fire-fem læs kålroer. Så blev der kogt suppe på dem.

Dagene efter blev de forskellige små mejerier enige om at levere nogle læs mælk derind. Den dag var jeg med min far derinde, vi kom derind midt på formiddagen og var derinde til ud på eftermiddagen, for mælken skulle deles ud, derfor måtte vi vente. Vi skulle jo have jungerne med hjem igen. Min mor havde kogt en masse æg, som vi havde med, og vi havde også en del gammelt brød, som vi havde fået oppe hos bageren. Vi havde selv en madpakke med, som vi skulle spise. Min far sad og snakkede med en tysk befalingsmand, som kunne snakke dansk, han havde været feriedreng i Nexø engang. Så blev han pludselig så stille, vi sad med ryggen til, så vi så ikke, hvorfor at han blev så stille. Vi vendte os om og så, at der stod en 20-30 børn ganske stille og rakte bare deres hånd ud. Så vi delte ud af vores madpakke, det var jo ikke alle, der fik noget, så vi fik ikke noget mad, før vi kom hjem. Udenfor sad de og spiste små græsstrå og mælkebøtter, så sultne var de. Det er noget, jeg aldrig glemmer.

På et tidspunkt blev jeg sendt op og se til hestene, de var jo spændt fra vognen og stod et andet sted og blev passet af en tysk soldat, en ældre kaptajn, som kom fra Østrig. Da vi skulle køre hjem, gav far ham tre æg, til gengæld ville han give mig sit fine lommeur af sølv. Da min far afslog, og jeg viste ham, at jeg havde et ur, da græd han. Det er også en oplevelse fra krigen, jeg heller ikke kan glemme."

Menneskelig lidelse under deportationen til Kolberg

Denne fortælling er fra fyrbøder Frederik Jensen (1910-1984), Kongedybet 24 st. th. på Amager. Hans svigerforældre boede i Storgade 15, Rønne. Han havde i en periode sejlet med statens redningsdamper "Vesterhavet", der var ledsageskib til "Østersøen" (Dampskibsselskabet af 1866) fra Rønne til Falsterbokanalen og "Carl" (Det Østbornholmske Dampskibsselskab) fra Hammeren til Falsterbokanalen. Han afmønstrede fra "Vesterhavet" 30. april 1945 og mønstrede "Østersøen" samme dag.

Den ældre skriveform er beholdt, men der er foretaget tegnsætning:

"Allerede Tirsdag Formiddag (7. maj 1945) så vi Flyvere højt oppe i Luften, og de blev ved at kredse over Bornholm. Vores Captain så jeg gå hjem og skulde spise til Middag. Jeg selv stod i maskinen og vaskede mig. Pludselig hørte jeg tyskerne begynde at skyde med kanonerne, og som et lyn vendte Flyverne i luften om og styrtede ned over Rønne, og så faldt Bomberne. Den første bombe ramte Captain Holms Hus, og han var gået hjem og spise. De ramte den gule badeanstalt. Her lå jo Flygtningeskibe over alt. Uden for molen lå en stor Flydedok fuld af mennesker. Da de første Bomber faldt, sprang jeg op ad Lejderen, og hvordan jeg havde fået mine busker på, aner jeg ikke noget om, men jeg sprang hen og vilde ned i Bomberummet, men der var hyl og skrig af Flygtninge, der sloges om at komme ned i Bunkeren.

Så endelig langt om længe kom den danske radio om, at Bornholm var bombet og besat af Russerne og meddelelse om, at alle Bornholmske Søfolk og fiskere skulde melde sig i deres skibe hurtigst muligt, for Tyskerne skulde ud af Øen med det samme. Så jeg måtte af sted med det samme, ud i Båden og fyre op. Alt hvad der kunde sejle og flyde gik i konvojer til Kolberg.

Da vi sejlede, var der mange Kvinder med små børn. Det gjorde mig ondt for disse mennesker. En kvinde sad inde på Ristværket over Fyrpladsen med sit lille barn og græd. Det kunde jeg ikke tage. Jeg fik lavet, af nogle sække, et leje til hende, så hun kunde ligge ned, for der var jo dejligt varmt, og så gik jeg hen i messen og hentede noget mad og lidt mælk og gav hende. Jeg har aldrig set et par så taknemmelige Øjne, hun sendte mig. Den lille fik mælk og brød, og holdt op med at græde. Men det var så trist at se på."

Livsytringer

Jeg har selv behov for at forstå, hvorfor fortællinger om den absolutte elendighed giver stærke følelser. Netop ved at bringe to fortællinger får vi med to øjne fat i perspektivet. Det smukke i begge fortællinger er mennesker, der i mødet med elendigheden aktivt handler til andre menneskers gavn.

Efterlysning

Der findes få skildringer af de mange tyske flygtninge, der havnede på Bornholm og senere blev deporteret til Kolberg.

Jeg modtager meget gerne skildringer og meget gerne fotos.Tlf. 29645133 eller 64635077.

Foredrag

Artiklens forfatter Birgitte Borgen Müller Marcussen holder sammen med Ilse Wederkinck friluftsforedrag i Hareløkkerne om afslutningen på 2. verdenskrig på Bornholm. Det foregår mandag den 15. september kl. 14.00.