– Det er stort set samme tur som fra Rønne, men vores erfaring er, at det ikke er noget problem for patienterne, siger Rikke Hjorth Westh, der også gør opmærksom på, at der er mulighed for hjemmebesøg, hvis der skulle være behov for det.
– Vi havde dengang også et problem med, at der ikke var nogen praksis, som kunne tage patienterne. Derfor meldte vi os for at sikre, at alle får en praktiserende læge på Bornholm på det tidspunkt, når der er uddannet nok læger. Vi har derfor også forsøgt at byde ind med alt, hvad vi havde, da Praksisklinikkens ydernumre kom i udbud. De praktiserende læger på Bornholms ønske har været at holde på de ydernumre, så længe vi kan for at sikre, at alle bornholmere har deres egen læge, siger Rikke Hjorth Westh, der også er formand for de praktiserende læger på Bornholm.
Hun lægger ikke skjul på, at hun er kritisk over for, at regionen har valgt, at en ny klinik udefra med skiftende læger kan komme på banen.
Læger på vej
– Vi mangler læger, men de er ved at blive uddannet på Bornholms Hospital. Der er cirka 10 under uddannelse, men de kommer jo ikke lige med det samme. Der går et par år. Derfor har vi budt på hele Praksisklinikken, så vi kan holde liv i de ydernumre. Ligesom man gør på klinikker i Nexø og Rønne. Det er sådan, vi prøver at hjælpe bornholmerne, selv om vi er alt for få praktiserende læger, siger Rikke Hjorth Westh.