DAGENS NAVN / Torsdag 9. oktober 2025 • 05:30

Tabitha er flyttet hjem efter 17 år: Intet 'kan hamle op med Bornholm'

Tabitha er flyttet hjem efter 17 år: Intet 'kan hamle op med Bornholm'
Tabitha Jespersen er ny teaterformidler hos Bornholms Teater. Foto: Tabitha Jespersen.

Hun kunne ikke komme hurtigt nok væk. Men efter mange år ovre er Tabitha Jespersen vendt hjem til Bornholm, hvor hun skal skabe teater for øens yngste - og langsomt vænne sig til, at hun faktisk bor her igen.

Hvad er din relation til Bornholm?

– Jeg er født og opvokset på Bornholm og har som så mange andre været et smut forbi København.

Hvor længe var du ovre, og hvornår flyttede du hjem igen?

- Det var cirka 17 år, og jeg flyttede tilbage her den 1. september i forbindelse med, at jeg fik jobbet.

Hvorfor sagde du ja til jobbet hos Bornholms Teater - og hvad går din stilling som teaterformidler ud på?

– Jeg sagde ja til jobbet, fordi jeg selv aktivt havde ledt efter et kunst- og kultur-arbejde på Bornholm i et års tid, og så kom den her stilling op - og det var faktisk en tidligere kollega, der sendte det til mig og syntes, det passede rigtig godt til mig.

– Og da jeg så læste om Bornholms Teaters nye strategi med børneteater-ordning, som hedder lys OP, så kunne jeg se mig selv i den arbejdsopgave der lå i det.

Og hvad går det ud på?

– Lys OP er et formidlings- og udviklingsprojekt, som skal sikre at alle øens børn og unge møder professionel scenekunst mindst én gang om året og bidrage til, at scenekunsten spiller en aktiv rolle i børne- og ungdomslivet.

Hvad har du lavet før?

– Jeg har arbejdet med kunst og kultur til børn og unge. Jeg har arbejdet freelance og haft mange forskellige jobs. Jeg har haft mine egne kunstprojekter, hvor jeg er blevet hyret ind af for eksempel kulturhuse til at lave kunstprojekter sammen med børn og unge, og jeg har arbejdet som underviser på kunstskoler på Nørrebro, og så har jeg senest arbejdet som børne-kunstformidler hos SMILET Rigshospitalet.

– Jeg er sådan en, der altid har haft rigtig mange jern i ilden, og jeg har nydt at have mange forskellige jobs og projekter, men som altid har haft det tilfælles at omhandle kunst og kultur for og sammen med børn og unge. Derfor kunne jeg også se en tydelig fællesnævner i min tidligere praksis og dét Bornholms Teater søgte i en ny teaterformidler.

Er det her job så det, som du altid har drømt om at lave?

– Jeg har ikke haft én speciel ting, jeg har drømt om at lave. Jeg har drømt om at være glad for mit arbejde og have et job, hvor jeg kan dyrke min kunstneriske side. Derfor føles jobbet som teaterformidler som det helt rigtige.

Hvad glæder du dig mest til i dit nye arbejde?

– Jeg glæder mig til at komme i øjenhøjde med børn og unge på øen. Jeg glæder mig også rigtig meget til at opbygge nogle veletablerede samarbejder og lære folk at kende på øen og samarbejde med skolerne. Og at arbejde fælles om at børn og unge skal have den her scenekunstoplevelse, for det er enormt vigtigt for deres trivsel.

Hvordan oplever du kulturlivet på Bornholm?

– Jeg oplever kulturlivet rigtig stærkt på nogle områder og så er der andre områder, hvor det er svært at gennemskue kulturlivet. Vi kan se, at det halter en smule på nogle områder blandt andet på børn og unge området og hos børnefamilierne.

Hvordan vil I gøre teater mere spændende for børn og unge?

– Jeg håber at kunne bidrage til at folde scenekunsten ud og gøre op med den her merget ensporede tanke om, hvad scenekunsten kan være – mange tænker teater som én ting, men scenekunst kan være så mange forskellige ting: det kan være dans, cirkus, teater, dukketeater, det kan være så mange forskellige ting. Så jeg håber at kunne præsentere en bred vifte af scenekunsten som forhåbentligt kan fange fleres interesse.

– Generelt tror jeg, at de er meget interesserede i det. Det handler bare om, at de får mulighed for at komme og opleve det sammen med deres familie, skole eller noget helt tredje.

Og hvordan er det så at være hjemme på Bornholm?

– Det er dejligt. Det er også lidt underligt. Jeg tror ikke helt, det er gået op for mig, at nu er det her, jeg er. Fordi jeg har flere gange opholdt mig her i flere måneder, så det skal lige gå op for mig, at jeg bliver her. Jeg ved ikke helt, hvornår det rammer.

– Jeg rejser stadig til København hver anden weekend, fordi jeg har en partner, der stadig bor der. Men jeg ser ikke mig selv som pendler, jeg har også købt hus på Bornholm og skal bruge min hverdag her. Jeg nyder allerede den ro, det giver i dagligdagen. Jeg kan mærke, at jeg er mere afslappet. Og for mig vil Bornholm altid være hjem. I alle de år, jeg har boet i København, har jeg altid sagt hjem, når jeg skulle til Bornholm. Min familie bor her, og jeg er den eneste, der var i København.

Hvor boede du i København?

– På Amager. Så der var også natur og en lokalfølelse. Men der er ikke noget, der kan hamle op med Bornholm.

Har du et yndlingssted på øen?

– Nej jeg har ikke ét. Jeg har mange. Både nogle alle kender og nogle, der er mindre besøgte. Lige nu er jeg meget optaget af Vang, fordi jeg har købt hus der. Og naturen omkring Vang er virkelig dejligt, helt fantastisk, det har jeg overset. Det er sjovt at komme tilbage med nye øjne.

– Da jeg tog herfra, kunne jeg ikke komme hurtigt nok væk. Det tror jeg er meget klassisk. Det er det, vi ser, at ungdommen gør, når de er færdige med gymnasiet. Den samme følelse havde jeg. Lige så stor en udlængsel, jeg havde, mens jeg boede her, lige så stor en tilfredsstillelse er det at være hjemme igen.

Hvad laver du, når du har fri fra teatret?

– Jeg er lige landet, så lige nu laver jeg ikke frygteligt meget andet end at sætte mig 100 procent ind i den her branche. Men fremover skal jeg renovere rigtig meget hus. Og så har jeg nogle venner, som også bor herovre, som er flyttet tilbage, som jeg ser rigtig meget til. Jeg glæder mig til også selv at finde ud af, hvordan jeg kan dyrke det voksne kulturliv.

Tabitha Jespersen

35 år
Kandidatgrad i kulturmødestudier og socialvidenskab fra Roskilde Universitet



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT