– Vi kommer til at bruge 10 millioner kroner mere på flyruten årligt, som følge af den nye aftale. Vi investerer i ruten, fordi det er alfa og omega for patienterne, at de kan blive fløjet fra øen og få behandling på Sjælland, når det er nødvendigt. Det er afgørende for at sikre lighed i sundhedsbehandling for patienter på Bornholm, siger Leila Lindén.
Del af beredskabsarbejde
DAT's kommercielle direktør Robert Rungholm er glad for, at aftalen er faldet på plads, og at det stadig er flyselskabet, der står bag de mange flyvninger. Og så ser han frem til nye opgaver for flyselskabet.
– Aftalen bidrager til fastholdelsen af en stabil, bekvem og hurtig forbindelse til hovedstaden, og det er vi rigtig glade for. Som noget helt nyt kommer vi til at indgå i beredskabsarbejdet på Bornholms Hospital. Det er vi stolte af, og vi er klar, også hvis det i en akut beredskabssituation bliver nødvendigt at flyve patienter eller personale til og fra Bornholm. Dermed fortsætter vi med at sikre kritisk infrastruktur for det bornholmske samfund, siger han.