NATUR / Torsdag 9. oktober 2025 • 05:30

Kritiserer projektet: 'Mislykket på alle punkter'

Kritiserer projektet: 'Mislykket på alle punkter'
Broen skal gøre det nemmere at komme rundt om søen. Foto: llustrationer Naturstyrelsen.
Journalist

Kommunalbestyrelsesmedlem Mikael Benzon forstår ikke, at politikerne ikke er blevet hørt i beslutningen om en bro ved Opalsøen. Men beslutningen ligger et andet sted, lyder svaret.

En ny bro ved Opalsøen har skabt hævede øjenbryn hos Mikael Benzon (EL), der sidder i kommunalbestyrelsen.

For ikke nok med, at han synes, at broen fremstår "meget voldsom og i kontrast med landskabet", så forstår han ikke, at kommunens udvalg ikke har haft noget at sige i processen.

– Jeg er klar over, at området er statens domæne. Men i dette tilfælde undrer jeg mig over at kommunen og andre interessenter tilsyneladende ikke er blevet hørt, skriver han i en mail til administrationen.

Naturstyrelsen Bornholm har afholdt en konkurrence, hvor tre arkitektvirksomheder er kommet med deres bud på, hvordan forholdene omkring Opalsøen kunne renoveres. Vinderen blev virksomheden ReVærk, der blandt andet har tegnet en bro, der skal gøre det nemmere at gå rundt om søen.

Og det er i den proces, hvor Mikael Benzon er uforstående over for, hvorfor udvalgene ikke har haft noget at skulle have sagt. Og den undren har han sendt afsted i en mail til administrationen.

Har ikke indflydelse

I svaret fra administrationen står der, at Bornholms Regionskommune blev inviteret til at deltage som en del af af styregruppen. Og det blev Linda Matzen, der er leder af Plan, Byg og Miljø, som sad med rundt om bordet.

– Linda Matzens rolle er at vejlede om behandling af evt. kommunale myndighedstilladelser. Bornholms Regionskommune har herudover ikke indflydelse på projektet, da staten ejer området og er bygherre for byggeriet, står der i administrationens svar til kommunalpolitikeren.

I mailen står der også, at der blev holdt et møde den 3. oktober i styreruppen sammen med den valgte arkitektvirksomhed, hvor det blev besluttet, at virksomheden skal komme med et bud på, hvordan broen kan gøres "lidt lettere i udtrykket".

Her er broen set oppefra. Foto: llustrationer Naturstyrelsen.
Her er broen set oppefra. Foto: llustrationer Naturstyrelsen.

Naturstyrelsen bestemmer

I styregruppen sidder også Søren Friese, der er skovrider i Naturstyrelsen Bornholm. Han gør opmærksom på det samme, som der står i mailen fra administrationen, nemlig at det er staten, der ejer området.

– Det er Naturstyrelsen, der tager beslutningen.

Men ligesom med andre projekter på øen, så har de også rakt hånden ud til kommunen, siger han.

– Vi er jo i løbende kontakt med kommunen om udvikling af outdoor- og friluftsaktiviteter på Bornholm. Der er også løbende kontakt på embedsmandsniveau og om Opalsø-projektet, lyder det fra Søren Friese.

Naturstyrelsen Bornholm har delte den 22. september nyheden om de nye projekter ved Opalsøen på Facebook. Nyheden blev taget imod med blandede følelser, hvis man kigger på reaktionerme på opslaget. I skrivende stund har over tusind mennesker liket det, mens opslaget har over 710 kommentarer.

En stor del af kommantarerne kommer fra bekymrede borgere, der blandt andet skriver "Åh nej, drop dog den bro", "Synd man ikke bare kan lade naturen urørt" og "Absolut hæsligt med det der stillads", mens andre ønsker tillykke og skriver "Den er flot".

Henvendelserne er også landet på Naturstyrelsens bord.

– Vi har fået mange henvendelser. De fleste positive, og så nogle negative, siger Søren Friese.

Indkaldt til møde

Mikael Benzon fra Enhedslisten har også delt sin bekymring og undren med borgmesteren, Jacob Trøst (K).

– Jeg må desværre sige, at jeg synes, at det er ret mislykket på alle punkter: dårlig indpasning til et varieret landskab, meget dominerende og uproportionelt udformet, farveholdning og materialevalg. Jeg synes, det er beklageligt, at vi som kommune ikke har haft mulighed for at påvirke, eller bedømme forslagene. Jeg fornemmer også at mange af vores borgere undrer sig, skriver han i en mail.

Til kritikken svarer Jacob Trøst følgende:

– Jeg synes, det er vigtigt, at vi først og fremmest får på plads, hvad den normale procedure er, og at vi kender historikken i den her sag, som jo er Naturstyrelsens. Derfor har jeg været i kontakt med Søren Friese for at høre, om vi som kommunalbestyrelse kan få et indblik i, hvad det er for et projekt, og hvordan det er blevet til, siger borgmesteren. 

Derfor har Jacob Trøst indkaldt kommunalbestyrelsen til en orienteringspræsentation af projektet ved Opalsøen inden kommunalbestyrelsens møde torsdag den 9. oktober, hvor Søren Friese også vil deltage og fortælle om projektet.

Ifølge borgmesteren var Mikael Benzons mail medvirkende til, at mødet blev stablet på benene. 



Følg debatten på facebook!





FÅ ABONNEMENT