Et rødt flag på kanonen

Fornuftigt, at gymnasieeleverne stadig skal læse Martin Andersen Nexø – men det bør bekymre, at en minister kan ændre en litteraturkanon ud fra egne følelser.

Det er godt at blive klogere. Og det klæder alle – også politikere – at turde indrømme fejl. I det dugfriske tilfælde med Martin Andersen Nexø og den meget omtalte litteraturkanon havde det dog klædt sagen, hvis man havde fået tænkt sig ordentligt om, inden man meldte noget ud i første omgang.

Her på Bornholm tog sagen sin begyndelse, da vi fandt ud af, at Andersen Nexø var gledet ud af den nye litteraturkanon for gymnasiale uddannelser. Den bornholmske forfatter bag blandt andet Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn var på den tidligere kanon med 14 navne, men faldt så ud og var ikke blandt de 28 nye.

Dét medførte masser af kritik, for selvfølgelig hører forfatteren, der har givet stemme til dem, der ikke altid bliver hørt, og som skildrede et Danmark præget af ulighed og slid men også håb, til på listen over centrale skikkelser inden for genren.

Så ministeren kom på banen og omgjorde det sagkyndige udvalgs beslutning. Og så er alt jo fint. Eller?

For hvorfor ligger afgørelsen pludselig hos den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye? Hvor går grænsen mellem faglig vurdering og politisk indblanding? Mattias Tesfaye ændrede i det her tilfælde en litterær kanon, fordi Andersen Nexø flugter så fint med ministerens egne værdier. Han kaldte ham "oprøreren fra underklassen" og sagde, at han pludselig ikke kunne se sig selv i spejlet, hvis Martin Andersen Nexø ikke var med på listen.

Jovist, vi kan glæde os over, at fornuften sejrede, og vi fik Martin Andersen Nexø tilbage på gymnasiet, men lad os lige hejse et rødt flag her; hvis vi bare lader de folkevalgte redigere en litteraturkanon ud fra mavefornemmelser og personlige sympatier, så er politik pludselig blevet vigtigere end faglighed. Så har hele øvelsen mistet sin troværdighed, og så er vi vist på vej et helt forkert sted hen.