En ny aftale om flyruter fra Bornholm vil betyde dyre flybilletter. Prisniveauet kender DAT endnu ikke.
Den nye aftale mellem DAT og Region Hovedstaden vil betyde højere billetpriser.
Sådan lyder det fra Robert Rungholm, der er kommerciel direktør i flyselskabet. Han kan dog ikke sige endnu, hvor meget priserne kommer til at stige.
– Det er svært at sige præcis, men det er klart, at når der er færre sæder i udbud, og vi kan se, at vi fjerner en af de tre morgenafgange, så vil der jo blive mere rift om de resterende to afgange. Det vil sige, at der vil være færre studie- og seniorbilletter til rådighed på de afgange, siger han.
Hvad det kommer til at betyde i kroner og øre for rejsende med fly, kan han ikke svare på. Flyselskabet ved det formentlig først, når de er i gang med ændringerne og kender effekterne af det, forklarer Robert Rungholm.
– Vi ved, at når du fjerner udbud, og efterspørgslen er den samme, så vil det som regel trække prisen op. Det er klart. Og vi kan ikke sætte de samme studie-, seniorbilletter og så videre til salg på afgange i myldretiden fra Bornholm om morgenen for eksempel. Det siger jo også sig selv.
Har været en luksus situation
Som en del af aftalen går flyselskabet nemlig fra at flyve med to fly frem og tilbage, til i stedet at have ét fly rådighed, og det betyder, at der dagligt fra december 2025 vil være to færre afgange.
En af de aflyste ture er flyafgangen klokken 7 fra Bornholms Lufthavn. Hvis man vil med et morgenfly, skal man derfor vælge mellem klokken 06.15 eller klokken 08.45.
– Indtil nu har vi haft to fly, der har driftet den her rute hver dag med hver sin besætning. For at holde omkostningerne nede, så går vi nu fra to fly til et fly. Det vil sige, at det er det samme fly, der flyver ruten fra morgen til aften. Flyet kan jo ikke være to steder på en gang. Så du kan ikke flyve klokken 6.15, klokken 7 og klokken 8.45, så det er klart, at du bliver nødt til at pille noget af det ud. Det er så den, der går klokken 7.
– Til gengæld sparer man de faste omkostninger til et fly, der egentlig flyver klokken 7 om morgenen, og så står det på jorden nærmest resten af dagen. På den måde får vi også en rute, der ligner mere alle mulige andre flyruter. Det er normalt, at man har den form for kapacitet til at stå på jorden i løbet af dagen og kun flyve så lidt. Det har været en luksus situation på en måde for Bornholm.
'Den mest økonomiske model'
Med aftalen bliver budgettet til flyruten også justeret. DAT kommer til at modtage 10 millioner kroner årligt, der svarer til en prisstigning på 41 procent.
Og det er en glædelig nyhed, lyder det fra Robert Rungholm.
– De er kærkommende. De falder på et tørt sted, siger han.
Flyselskabet har nemlig de seneste år selv måtte frem med pengepungen for at få det til at løbe rundt på grund stigende omkostninger. Her nævner han blandt andet en stigning på cirka fem millioner kroner i Københavns Lufthavn alene på det firma, der udfører serviceydelser på parkerede fly.
– Så der har været massive prisstigninger i København. Blandt andet også passagerafgiften, altså de 30 kroner, der skal betales nu for hver passager, der går ombord. Det er jo en ny ting, der er kommet til, og det er nogle par millioner om året alene til en ny skat.
Hvordan kan det være, at de ekstra penge så ikke ender i de enkelte passagers lommer i form af billigere billetpriser?
– Det gør de sådan set også, men de penge, det har kostet at drive det indtil nu, er jo bare kommet et andet sted fra, og det er jo fra os. Operationelt havde det ikke været et problem for os at fortsætte med to fly og flyve de nuværende programmer. Allerhelst vil vi jo nok gerne have fløjet mere, men de omkostninger skal jo bare hentes et sted. Det her er den mest økonomiske model, svarer han.
Ønsker ordning fra corona
På Robert Rungholms ønskeliste for fremtiden, nævner han, at man endnu en gang bør kigge på de sociale rabatordninger, der var et tilbud under corona til specifikke befolkningsgrupper.
– Det var jo var en kæmpesucces, hvor en tredjedel af alle passagererne ombord var seniorer og studerende, der rejste på de her billetter. Det var relativt få penge i det store billede, der skulle til for at gøre en stor forskel, siger han.
– Jeg er sikker på, at der er potentiale for mere på Bornholm. Der er masser af brugere, der gerne vil gøre brug af flyet igen, hvis man kunne komme op på fly nummer to og have en sjette, syvende og ottende afgang og få noget mere volumen på, som det var engang. Men der er jo nogen, der er nødt til supportere det og understøtte det.
– Der er mange muligheder. Det kan godt være, at vi har nogle præferencer, men vi er sådan set åbne over for hvad som helst. Men nogen skal jo gøre noget, siger Robert Rungholm.