Ejer vil lægge huse i Rønne sammen

NYHED | ABONNENT | 3. DEC 2023 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NYHED | ABONNENT
3. DEC 2023 • 15:30

En husejer ønsker at sammenlægge to boliger i Rønne. Kommunens direktør anbefaler at sige nej.

I den seneste tid har der været en række sager, hvor boligejere af den ene eller anden grund ønsker at nedlægge boliger, som er omfattet af bopælspligt. Mest opmærksomhed var der om Rønne Privatskoles ønske om at nedlægge to boliger og bruge husene til et klubtilbud, men der har også været folk, som har ønsket at lægge to nabohuse sammen til en større bolig.

Torsdag sagde et flertal i kommunalbestyrelsen bestående af Enhedslisten og Konservative nej til et sådan ønske fra en boligejer i Kajstræde i Rønne, og tirsdag skal erhvervs-, bolig- og beskæftigelsesudvalget behandle en ansøgning om at ned- og sammenlægge to boliger i Bagergade i Rønne. Regionskommunens direktør anbefaler politikerne at sige nej.

Argumentet er, at muligheden for at købe eller leje en bolig er en grundlæggende forudsætning for den tilflytning, som kommunalbestyrelsen ønsker, og det vil som udgangspunkt ikke være foreneligt med målene i kommunens boligpolitik, at der gives samtykke til nedlæggelse af helårsboliger, så længe der er mangel på sådanne. Efterspørgslen efter helårsboliger er særlig stor i de otte byer, hvor bopælspligten håndhæves, blandt andet Rønne, fremgår det.

I den konkrete sag hæfter kommunens administration sig også ved, at den ene af de to boliger har en uudnyttet tagetage på 55 kvadratmeter. Hvis den tages i brug, vil boligen være på 123 kvadratmeter. Med en sammenlægning vil boligens samlede størrelse blive større end et almindeligt parcelhus og betydeligt større end de omkringliggende boliger, står der i dagsordenen.

Hvis alle udvalgsmedlemmer deltager i behandlingen af ansøgningen, har Enhedslisten og Konservative flertal.