Den har sat farten op, boligkarrusellen Bornholm. Ikke siden andet kvartal i 2022 er der blevet solgt så mange mure med tilhørende tag.
170 villaer og rækkehuse. 64 fritidsboliger. 12 lejligheder. 19 andre typer ejendomme. Det giver 265 boliger i alt. Og det er antallet af handler på Bornholm i andet kvartal 2024; en stigning på 35 procent i forhold til årets første kvartal, hvor der sammenlagt blev solgt 196 ejendomme på øen. Det viser friske tal fra Boligsiden.
Ifølge Danbolig Bornholms indehaver er der ikke en enkelt forklaring på, hvorfor hans og medarbejdernes spidsrodsløb mellem fremvisningerne er taget til i tempo.
– Det hænger sammen med flere ting. Der har været færre boliger på markedet, og når tallet stiger som nu, får flere også mulighed for at skifte bolig. Derudover er der kommet flere parcelhuse på markedet, og det giver de unge mulighed for at flytte til noget større, når de gerne vil have familie, siger Martin W. Kok-Hansen