Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. I journalistik hedder det sig, at man helst skal undgå klicheer, men denne kliche beskriver meget præcist den situation, bryggeriet Small Batch befinder sig i. Bryggeriet holder til på Rønne Havns område, hvor det ikke er tilladt at have udskænkning og salg til private. Det er ellers en populær aktivitet på mange bryggerier, men når det nu en gang forholder sig sådan, har indehaver og direktør Johnny Fagerlund evnet at finde det positive i situationen.
– Det er ærgerligt, for turisterne vil bare gerne se bryggeriet, komme ind og sige hej og få den oplevelse også, og den kan vi ikke give dem, bortset fra de dage, hvor vi har rundvisning. Men det giver os samtidig en produktionsro, og det vil sige, at når vi producerer, så har vi ikke folk løbende hele tiden, og det er faktisk meget rart, siger han.
Bestemt positivt
I stedet har bryggeriet flyttet sine publikumsrettede aktiviteter til en stand i Torvehal Bornholm, og det har fungeret rigtig godt, fortæller direktøren for det hele.